Nu er bestyrelsen nedsat for Naturnationalpark Læsø Klitplantage

Nu er de 21 repræsentanter fundet, der skal udgøre bestyrelsen for Naturnationalpark Læsø Klitplantage. Bestyrelserne erstatter de tidligere lokale projektgrupper, der var oprettet for hver af de 15 naturnationalparker.

Medlemmerne af bestyrelsen for Naturnationalpark Læsø Klitplantage kommer blandt andet fra Læsø Kommune, Dansk Rideforbund og Læsø Biavlerforening.

Bestyrelserne skal sikre den lokale inddragelse i naturnationalparken og kan med den nye lokale formand Finn Mikkelsen komme med input til Naturstyrelsen om forvaltningen af natunationalparken. Finn Mikkelsen fortæller:

“Læsø Klitplantage er helt unik. Her er der rig mulighed for store naturoplevelser og et godt friluftsliv. Det bliver virkelig fantastisk at komme i gang med arbejdet. Og med en bredt sammensat lokal bestyrelse, kan vi komme rundt om de lokale interesser og give de input videre til Naturstyrelsen og sikre en stemme til lokalområdet i udviklingen af naturnationalparken. ”

Også skovrider for Naturstyrelsen Vendsyssel, Jesper A. Blom Hansen, ser frem til samarbejdet: 

“-Nu hvor gode lokale folk er samlet i bestyrelsen – ser vi meget frem til at få nogle gode, relevante input til forvaltningen. Formålet med naturnationalparken er fortsat at styrke biodiversiteten i området, hvor naturen kan udvikle sig på egne præmisser. Her er helårsgræsning med store græssende dyr og forbedringen af de hydrologiske forhold en central del. Samtidig skal naturnationalparken bidrage til spændende naturoplevelser for friluftslivet. ”

FAKTABOKS: Om Naturnationalpark Læsø

  • I Naturnationalpark Læsø Klitplantage får den vilde natur plads, og dermed styrkes biodiversiteten i området.

  • Hovedformålet med naturnationalparkerne er at styrke områdernes natur og biodiversitet ved at give mulighed for etablering af større sammenhængende naturområder, hvor naturen i højere grad kan udvikle sig på egne præmisser. Samtidig skal naturnationalparken bidrage til spændende naturoplevelser. Naturnationalparken forvaltes med natur og biodiversitet som hovedhensyn.

  • Naturnationalparken drives uden landbrug eller skovbrug, og skoven henlægges som urørt skov. Der vil udvikles en mosaik af forskellige naturtyper, der skal give gode levesteder for de vilde dyr og planter.

  • I naturnationalparken vil store planteædende pattedyr være en vigtig brik i økosystemet. Dyrenes græsning, vandring, tråd, bid og skrab på træer og buske vil være med til at skabe lysninger og en mere varieret natur. 

  • Der skal genskabes naturlig hydrologi, så moser og vandhuller vender tilbage i landskabet. Derved vil der blive skabt mange varierede levesteder for en lang række sjældne og truede dyr og planter.

  • Med naturnationalparkerne sikres der plads til, at den danske naturs naturlige dynamikker kan slippes fri. Det betyder, at skovene vil blive præget af flere gamle, væltede og rådnende træer.

  • Naturnationalpark Læsø Klitplantage rummer i dag et stort antal sjældne og truede arter af planter og dyr, som har brug for den lysåbne, våde natur og det døde træ for at overleve.