Nu er bestyrelsen nedsat for Naturnationalpark Nørlund Plantage og Harrild Hede

Nu er de 22 repræsentanter fundet, der skal udgøre bestyrelsen for Naturnationalpark Nørlund Plantage og Harrild Hede. Bestyrelserne erstatter de tidligere lokale projektgrupper, der var oprettet for hver af de 15 naturnationalparker.

Medlemmerne af bestyrelsen for Naturnationalpark Nørlund Plantage og Harrild Hede kommer blandt andet fra Herning Kommune og Ikast Brande Kommune, Danmarks Naturfredningsforening og Harrild Hedes Venner.

Bestyrelserne skal sikre den lokale inddragelse i naturnationalparken og kan med den nye lokale formand Hanne Bæk Olsen komme med input til Naturstyrelsen om forvaltningen af naturnationalparken. Hanne Bæk Olsen fortæller:

“Jeg glæder mig til at stille mig i spidsen for en bestyrelse, der er sammensat af de mange interesserede lokale organisationer og foreninger og dermed få inddraget de forskellige perspektiver i den fremtidige forvaltning af naturnationalparken. Vi vil komme bredt rundt om lokale og fælles interesser knyttet til det her storslåede område og give vores input videre til Naturstyrelsen.”

Også skovrider for Naturstyrelsen Søhøjlandet, Søren Hald, ser frem til samarbejdet:

“Nu hvor gode lokale folk er samlet i bestyrelsen – ser vi meget frem til at få nogle gode, relevante input til forvaltningen. Formålet med naturnationalparken er fortsat at styrke biodiversiteten i området, hvor naturen kan udvikle sig på egne præmisser. Her er helårsgræsning med store græssende dyr en central del. Samtidig skal naturnationalparken bidrage til spændende naturoplevelser for friluftslivet. ”

FAKTABOKS: Om Naturnationalpark Nørlund Plantage og Harrild Hede

  • I Naturnationalpark Nørlund Plantage og Harrild Hede får den vilde natur plads, og dermed styrkes biodiversiteten i området. 

  • Hovedformålet med naturnationalparkerne er at styrke områdernes natur og biodiversitet ved at give mulighed for etablering af større sammenhængende naturområder, hvor naturen i højere grad kan udvikle sig på egne præmisser. Samtidig skal naturnationalparken bidrage til spændende naturoplevelser. Naturnationalparken forvaltes med natur og biodiversitet som hovedhensyn.

  • Naturnationalparken drives uden landbrug eller skovbrug, og skoven henlægges som urørt skov. Der vil udvikles en mosaik af forskellige naturtyper, der skal give gode levesteder for de vilde dyr og planter.

  • I naturnationalparken vil græssende pattedyr være en vigtig brik i økosystemet. Dyrenes græsning, vandring, tråd, bid og skrab på træer og buske vil være med til at skabe lysninger og en mere varieret natur.

  • Der skal genskabes naturlig hydrologi, så moser og vandhuller vender tilbage i landskabet. Derved vil der blive skabt mange varierede levesteder for en lang række sjældne og truede dyr og planter.

  • Med naturnationalparkerne sikres der plads til, at den danske naturs naturlige dynamikker kan slippes fri. Det betyder, at skovene vil blive præget af flere gamle, væltede og rådnende træer.

  • Naturnationalpark Nørlund Plantage og Harrild Hede rummer i dag et stort antal sjældne og truede arter af planter og dyr, som har brug for den lysåbne natur og det døde træ for at overleve.