Nu er bestyrelsen nedsat for Naturnationalpark Ulvshale Skov

Nu er de 20 repræsentanter fundet, der skal udgøre bestyrelsen for Naturnationalpark Ulvshale Skov. Bestyrelserne erstatter de tidligere lokale projektgrupper, der var oprettet for hver af de 15 naturnationalparker.

Medlemmerne af bestyrelsen for Naturnationalpark Ulvshale Skov kommer blandt andet fra Vordingborg Kommune, Dansk Ornitologisk Forening og Ulfhale lejer- og grundejerforening.

Bestyrelserne skal sikre den lokale inddragelse i naturnationalparken og kan med den nye lokale formand Tove Damholt komme med input til Naturstyrelsen om forvaltningen af natunationalparker. Tove Damholt fortæller:

“Jeg glæder mig utrolig meget til at diskutere gode løsninger for naturnationalparken sammen med bestyrelsen. Med en bestyrelse, der er så bredt sammensat lokalt, kan vi uden tvivl komme med nogle gode pointer og input, som Naturstyrelsen kan tage med videre i deres arbejde med projektbeskrivelsen. ”

Også skovrider for Naturstyrelsen Storstrøm, Jane Skov Lind, ser frem til samarbejdet:

“Vi glæder os til at få nogle gode indspark fra bestyrelsen. Medlemmerne kender deres lokalområde godt og de repræsenterer mange forskellige lokale foreninger. Formålet med naturnationalparken er fortsat at styrke biodiversiteten i området, hvor naturen kan udvikle sig på egne præmisser. Her er helårsgræsning med store græssende dyr en central del. Samtidig skal naturnationalparken bidrage til spændende naturoplevelser for friluftslivet. ”

FAKTABOKS: Om Naturnationalpark Ulvshale Skov

  • I Naturnationalpark Ulvshale Skov får den vilde natur plads, og dermed styrkes biodiversiteten i området. 

  • Hovedformålet med naturnationalparkerne er at styrke områdernes natur og biodiversitet ved at give mulighed for etablering af større sammenhængende naturområder, hvor naturen i højere grad kan udvikle sig på egne præmisser. Samtidig skal naturnationalparken bidrage til spændende naturoplevelser. Naturnationalparken forvaltes med natur og biodiversitet som hovedhensyn.

  • Naturnationalparken drives uden landbrug eller skovbrug, og skoven henlægges som urørt skov. Der vil udvikles en mosaik af forskellige naturtyper, der skal give gode levesteder for de vilde dyr og planter.

  • I området er der i dag helårsgræsning med heste og kvæg. I naturnationalparken vil store planteædende pattedyr være en vigtig brik i økosystemet. Dyrenes græsning, vandring, tråd, bid og skrab på træer og buske vil være med til at skabe lysninger og en mere varieret natur. Der skal, hvor det er muligt, genskabes naturlig hydrologi, så moser og vandhuller vender tilbage i landskabet. Derved vil der blive skabt mange varierede levesteder for en lang række sjældne og truede dyr og planter.

  • Med naturnationalparkerne sikres der plads til, at den danske naturs naturlige dynamikker kan slippes fri. Det betyder, at skovene vil blive præget af flere gamle, væltede og rådnende træer.

  • Naturnationalpark Ulvshale Skov rummer i dag et stort antal sjældne og truede arter af planter og dyr, som har brug for den lysåbne, våde natur og det døde træ for at overleve.