Ikonisk vandkraftværk fylder 100 år

Den 2. december har Vestbirk Vandkraftværk været i drift i 100 år. Naturstyrelsen ejer i dag værket, og jubilæet markerer samtidig slutningen på en æra. Vandkraftværket lukker, når et stort vandløbsprojekt skal genoprette naturen i området ved Vestbirk.

For 100 år siden, tirsdag den 2. december 1924, startede elproduktionen på Vestbirk Vandkraftværk.

Lige siden har værket produceret grøn strøm med vandkraft fra den sydlige del af Gudenåen.

Elproduktionen fra Vestbirk Vandkraftværk skulle vise sig at blive af afgørende betydning for udviklingen i et stort geografisk område - fra Mossø i nord til Jelling i syd og fra Nørre Snede i vest til Juelsminde i øst.

"Det var banebrydende, da Vestbirk Vandkraftværk åbnede for præcis 100 år siden. Det betød, at der for alvor kom gang i udviklingen i oplandet – og jeg er som driftsansvarlig meget tilfreds med, at værket stadig kører for fuld kraft den dag i dag, selvom maskinernes forventede levetid for længst er overskredet," siger driftsleder Per Kristensen fra Naturstyrelsen.

Vandkraftværket skal på pension

Men fremover skal det aldrende vandkraftværk ikke længere producere strøm, da der skal udføres et stort naturgenopretningsprojekt i området. I stedet bliver 9 kilometer af Gudenåens oprindelige forløb genskabt – da det forbedrer vandkvaliteten og vilkårene for dyre- og plantelivet i Gudenåen markant.

Værket producerer strøm ved at udnytte et 10 meters fald, som blev skabt, da man etablerede en spærredæmning i Gudenåens oprindelige løb. Men nu skal der gøres mere plads til naturen: 

"Når Gudenåen skal genoprettes i det storstilede restaureringsprojekt, bliver spærredæmningen i Bredvad Sø fjernet, fordi den fungerer som en barriere i Gudenåen. Det betyder også, at Vestbirk Vandkraftværk lukker, fordi der ikke længere vil komme strømmende vand til værket. Men vi markerer jubilæet med en lille sammenkomst for medarbejdere og særligt inviterede på 100-års dagen," fortæller Per Kristensen.

Når Gudenåen føres tilbage til sit oprindelige forløb, vil den løbe gennem Træden skov, under Den Genfundne Bro og videre uden om kraftværket. Lige nu afventer projektet behandling i Miljø- og Fødevareklagenævnet.  

Naturstyrelsen arbejder på at finde en god løsning for den fremtidige anvendelse og det fremtidige ejerskab af de historiske bygninger og de omkringliggende arealer.

Kontaktperson: Per Kristensen mobil: 20701211, pekri@nst.dk

Historiske milepæle

1924: Vestbirk Vandkraftværk bliver opført af elselskabet Horsens Omegns Forenede Vandkraftværker

1979: Elselskabet sælger værket, søer, bredarealer og kanaler til staten i skikkelse af Skovstyrelsen – i dag Naturstyrelsen. Elselskabet forpagter og driver fortsat værket via en forpagtningskontrakt, der bl.a. regulerede forpagtningsafgiften

1992: For at tilgodese fisk og faunas passage i Gudenåen ved værket blev der etableret et stryg – og slags omvej - hvor fisk kunne passere forbi spærredæmningen og videre op i å-systemet. Samtidig blev der installeret et nyt effektivt turbineanlæg. Dette er stadig i drift som det eneste da de oprindelige anlæg ikke kan producere længere.

2013: Selskabet Horsens Omegns Forenede Vandkraftværker nedlægges og driften af værket overgår til Naturstyrelsen

2024: Vestbirk vandkraftværk fylder 100 år