Som en del af omlægningen til urørt skov fældes træer, for her og nu at øge mængden af dødt ved, som levested for andre arter. Det gælder bl.a. de såkaldte saproxyliske arter, som lever en del af deres liv i dødt ved eller træ under nedbrydning, og omfatter mange arter af insekter.
I Rørvig Sandflugtsplantage blev i november 2023 fældet og efterladt stammer af østrigsk fyr, og det er der en række sjældne arter, som tog godt imod. Bo Valeur - som både er lokalkendt og biolog - har været på pletten, og blandt andet fundet nedenstående.
I de kommende år vil Naturstyrelsen fortsætte med den type indsatser for biodiversiteten.
Fyrrepragtbille. Foto: Bo Valeur
Bo udtaler: ”Den har jeg ikke set i 5-6 år, men den er typisk at finde, når der er helt frisk ved. En flot blågrøn pragtbille. Efter Bodil stormen var den til at finde de efterfølgende år. De liggende, døde stammer gør, at man lettere får billen at se, men den har sikkert også levet i Sandflugtsplantagen i mellemtiden”.
Fyrretræsmuldsvirreflue. Foto: Bo Valeur
Tolvtandet barkbille. Foto: Bo Valeur
Fyrretræsmuldsvirreflue er en sjælden art svirreflue i Danmark. Larven lever i friske døde fyrrestammer, og arten kan primært findes kystnært.
Tolvtandet barkbille er en lille barkbille, som graver sig ind i barken og lægger æg i frisk fyrrebark, og kan optræde talrigt når der er mange væltede fyrretræer. Den kendes på de 6 "tænder" bagest på hver dækvinge.
Snudebille af arten Magdalis plegmatica. Foto: Bo Valeur
Snudebille af arten Magdalis frontalis. Foto: Bo Valeur
To arter af snudebiller, som lever i fyrretræ, og blev fundet på grene med nåle. Begge arter har flotte blå dækvinger, men man skal kigge godt efter, for de er kun få mm store. Arten Magdalis plegmatica har hvælvede øjne modsat Magdalis frontalis.