Selve arbejdet med etableringen af Naturnationalpark Gribskov startede 1. september 2024. Siden har der været stor aktivitet, og det tørre efterår har hjulpet arbejdet godt fra start.
Der er blevet lukket grøfter i mere end 30 områder rundt omkring i naturnationalparken. Og allerede i løbet af foråret vil guldsmede og andre dyr og planter, som er knyttet til den våde natur, flytte ind i de nye vådområder.
Naturnationalparken vil fortsat bære præg af mange års skovdyrkning. I løbet af vinterhalvåret vil en række naturgenopretningsfældninger bryde den dyrkede skovs lige linjer og skarpe opdelinger af skoven. På sigt vil det betyde mere gradvise overgange mellem den lukkede skov og de lysåbne naturområder i skoven. Det er netop her, at mange småfugle og insekter, bl.a. dagsommerfugle, trives allerbedst.
Skoven består i dag af mange forskellige træarter – herunder også nogen der oprindeligt stammer fra andre dele af verden. Nu fælder vi træarter som douglasgran og rødeg og bringer hjemmehørende træ- og buskarter som seljepil, bævreasp og slåen tilbage i skoven. De plantes i småplantninger rundt i naturnationalparken. Med tiden vil træarterne sprede sig i området, til glæde for insekter og fugleliv.
Hegnslinjen til naturnationalparken er klargjort, men opsætning af hegn og pæle afventer pt. en landzonetilladelse.