Ny sauna på badepladsen i Fussingø

D. 22. november 2024 fejrer Foreningen Badepladsen Fussingø, at byggeprojekt ”Sauna for alle ” er afsluttet. Dermed kan den nye sauna tages i brug.

Badning i den smukke og rene Fussing Sø har altid været populært. Derfor blev der for år tilbage indrettet en fin badeplads på Naturstyrelsens areal i et samarbede mellem Naturstyrelsen, Randers kommune og frivillige. Badepladsen fik en sti fra p-plads til badebroen, der er egnet til gangbesværede, ligesom der blev etableret en rampe ned i vandet for kørestolsbrugere. En renovering af badehuset medførte etablering af en sauna, der dog hurtigt viste sig for lille til den stigende interesse for vinterbadning i kombination med besøg i saunaen.

Derfor blev der etableret et nyt partnerskab med Foreningen Badepladsen Fussingø, bestående primært af vinterbadere, Randers Kommune og Naturstyrelsen. I dag hjælper de tre parter hinanden med at sikre en god og velfungerende badeplads.

Dette partnerskab har bl.a. resulteret i, at der nu kan indvies en ny sauna så alle dermed kan få mulighed for at benytte vinterbadefaciliteterne i Fussingø.

Al henvendelse vedr. brug af sauna til Foreningen Badepladsen Fussingø. Se facebookgruppe for kontaktoplysninger.

 

Vintermorgen ved Fussing Sø.

Se vandretursfolderen for Fussingø.