Nap en nat under stjernerne: 4 nye shelters er klar på Bornholm

Mange nyder at pakke rygsækken og overnatte i et af landets shelters. Og nu er der endnu bedre muligheder for en god nat i naturen.

Det nye shelter ved Ravnekær i Almindingen. Foto: Naturstyrelsen.

Så er det frem med soveposen og liggeunderlaget! Nu er der nemlig endnu flere steder, hvor du kan folde dem ud og få en god nattesøvn udendørs.

Ved Sjøljan nær Opalsøen og nær Ravnekær i Almindingen er der blevet opført i alt 4 nye shelters, som er klar til overnattende gæster. Begge shelters ligger langs Højlyngsstien, og kan derfor også blive til gavn for vandrere på den.

Det er A.P. Møller Fonden, der har bevilliget penge til opførelse af op til 300 nye shelters i de statslige naturområder landet over. Og nu er de donerede shelters altså dukket op her på Bornholm.

På kortene her kan du se, hvor du kan finde dem henne:

 

Shelterpladsen ved Sjøljan.
Shelteret nær Ravnekær i Almindingen.
Shelterpladsen ved Sjøljan.

 

 

Vil du gerne prøve en nat i et nyt shelter?

Hvis du gerne vil nappe en nat i et af de nye shelters, kan du finde beskrivelser og praktiske oplysninger om det enkelte shelter på udinaturen.dk. Fx kan du finde vandreruter og seværdigheder i området samt praktiske oplysninger om fx det nærmeste toilet – samt undersøge parkeringsforholdene. 

Se shelters ved Sjøljan på udinaturen.dk 

Se shelter ved Ravnekær på udinaturen.dk 

Shelterne ved Sjøljan kan bookes af organiserede grupper på 15 eller flere personer. Du kan reservere dem via dette link.

DONATION

A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal har bevilliget 16 mio. kroner til Naturstyrelsen til opførelsen af op til 300 nye sheltere og opgradering af primitive overnatningspladser i statslige naturområder over hele landet.

Tiltrækker mange

De seneste år har mange prøvet kræfter med en nat under stjernerne, og det har særligt været populært at folde soveposen ud i et shelter. 

I 2023 bookede 225.000 danskere en overnatningsplads i de statslige naturområder landet over.

Men du kan også finde primitivt ly for natten på andre måder. 
Du kan sove uden telt i skovbunden i alle statslige naturområder - eller slå dit telt eller tarp (simpel overdækning) op i flere end 275 skove med fri teltning.
 
Læs mere om overnatning i naturen