Naturstyrelsen holder borgermøder om urørt skov i Sonnerup Skov og Ellinge Indhegning

Naturstyrelsen inviterer endnu en gang til skovvandring om urørt skov, søndag den 10. november 2024

Naturstyrelsen Midtsjælland arbejder fortsat videre med at lave nye forvaltningsplaner for de midtsjællandske skovområder, der er udpeget til urørt skov. Turen er nu kommet til de nordvestlige områder ved Sonnerup Skov og Overby Lyng samt Ellinge Indhegning.

I den forbindelse inviterer Naturstyrelsen til to borgermøder søndag den 10. november for at fortælle om de indledende tanker for områderne, og vende de ønsker og spørgsmål som lokale brugere af skovene måtte have til urørt skov. Borgermøderne afholdes som en fælles gåtur gennem skovene og vil være 2-3 kilometer lange.

Jens Peter Simonsen, skovrider for Naturstyrelsen Midtsjælland, fortæller om borgermøderne:

Vi ser altid frem til at afholde borgermøder for de skove, der lægges urørte og glæder os til, at turen nu går til Sonnerup Skov og Ellinge Indhegning. Borgermøderne giver anledning til, at vi som Naturstyrelse, kan fortælle om de indsatser vi påtænker når skovene bliver urørte, og vende betragtninger omkring naturindsatser og friluftsliv med de lokale skovbrugere. Turene rundt i skovene er en dejlig måde at få en konstruktiv dialog om de nye planer og fælles afsæt for skovenes naturpotentialer og rekreative brug.” 

Borgermøderne afholdes søndag den 10. november 2024 i hhv.:

Sonnerup Skov kl. 10.00 – 12.00. Mødested: P-pladsen ved Sonneruphus, Sonnerupvej 2, Nykøbing Sj.

Ellinge Indhegning kl. 13.00 – 15.00. Mødested: P-pladsen Lyngvej 44, 4573 Højby. 

Tilmelding er ikke nødvendig.

Indsatserne for urørt skov sker som følge af den politiske aftale om Natur- og biodiversitetspakken fra 2022, med politisk beslutning om at udlægge yderligere 29.000 hektar statsskov til urørt skov. Den samlede målsætning er at udlægge 75.000 hektar urørt skov. Størstedelen af de midtsjællandske statsskove er med i denne udpegning, og Naturstyrelsen udarbejder derfor løbende nye forvaltningsplaner for de udpegede skove.

Overgangen til urørt skov betyder b.la., at der ikke længere vil være forstlig skovproduktion i skovene, og at skovgæster i endnu højere grad kan opleve den vilde natur og biodiversitet i form af hjemmehørende træ- og buskarter samt gamle, krogede træer og døde træstammer. Flere steder vil der også være mulighed for at opleve skovgræsning og genoprettede skovmoser og skovsøer. Friluftsaktiviteter vægtes højt i de urørte skove og Naturstyrelsen gør sig umage med at sikre en god balance mellem naturhensyn og et fortsat aktivt friluftsliv.

I forbindelse med overgangen til urørt skov har Naturstyrelsen også lanceret en informationskampagne, der fortæller om de forandringer man kan møde i skovene. Den kan ses på vilderenatur.dk