Når mørket falder på, står en ny del af naturen op.
Tag med, når vi går på opdagelse efter flagermus og andre nataktive dyr med udgangspunkt fra bålhytten i True Skov lørdag aften den 7. september.
Der vil også være mulighed for at lave suppe på bål, lytte til eventyr i Egecirklen og overnatte i bivuak eller hængekøje i Huleby.
Det er ikke kun i True Skov ved Aarhus, man kan få en oplevelse under stjernerne. Naturstyrelsen har arrangementer rundt om i hele landet, når Nat i Naturen løber af stablen den 7.-8. september.
På natinaturen.dk findes der en oversigt over alle arrangementer i hele landet, der afholdes denne særlige aften og nat.
Praktisk information
Arrangementet i True Skov er tiltænkt børnefamilier fra 3 år og op.
Fra kl. 16-19 er der hygge ved bålet, suppe og naturbingo for de mindste (3-6 år).
Fra kl. 19 til det er blevet mørkt går større børn og voksne på jagt efter skovens nataktive dyr med termisk spotter og flagermusdetektor, fortæller historier i egecirklen eller hygger omkring bålet med varm suppe.
Der er muldtoilet nær bålhytten.
Medbring fornuftigt tøj og fodtøj til udendørs aktivitet og efter vejret.
Husk liggeunderlag, sovepose og telt/tarp, hvis du vil sove i skoven.
For dem der ikke er til overnatning i skoven, vil det være muligt at overnatte i eget telt på spejdergrunden (eller ved henvendelse til gruppeleder@truespejder.dk for aftale om lån af telt).