Naturstyrelsen Kronjylland har i samarbejde med Badepladsen Fussingø og partnerskabet omkring Nordre Fælled arrangeret oplevelser for alle ved henholdsvis Fussingø og Nordre Fælled. Begge arrangementer er en del af to store satsninger over hele Danmark Naturens Dag og Nat i Naturen.
Naturens Dag ved Nordre Fælled, et bynært område i den nordlige del af Randers.
Naturens dag blev markeret på Nordre Fælled med en ”Markedsplads”, hvor der blev budt op til leg og inspiration af 20 forskellige foreninger eller aktører, alle med udspring i naturen. Nogle af temaerne var, hvordan ser en ræv ud uden pels, hvilke smådyr er der i skovbunden, hvorfor tager vi affaldet med hjem, små dyr i naturplejen, bålhygge med snobrød, rollespil med sværdkampe og meget meget mere.
Ved Naturstyrelsen Kronjylland kunne man undersøge alt det der rør sig i skovbunden og i nedbrudte stammer.
Randers Naturcenter viste hvad der gemmer sig inde i en ræv. Virkelig et tilløbsstykke for mange børn.
Nordre Fælled ligger meget bynært til Randers og er baghave for flere boligblokke. Rigtig mange børnefamilier havde en fantastisk dag med masser af aktiviteter og leg. Et forsigtigt skøn siger, at der var et sted mellem 4-500 besøgende ved arrangementet.
Nat i Naturen blev afholdt ved Fussing Sø i den kommende Naturnationalpark Fussingø. Aftenen blev indledt med en tur, hvor naturnationalparken blev introduceret og med mange spørgsmål fra deltagerne. Turen begyndte i skumringen, og inden turen var slut, var det blevet helt mørk. Turen foregik i mørke, men ruten var markeret med små knæklys, så man kunne finde vej.
Ved badepladsen var der naturligvis mulighed for en aftendukkert under stjernehimlen – en helt speciel oplevelse for de der ikke tidligere har prøvet dette. Det kan være lidt af en overvindelse af krybe ned i det mørke vand, men under kyndig vejledning af medlemmer af Badepladsen Fussingø fik flere en stor oplevelse. Ved bålet kunne man få både varme, en pølse og en pandekage.
Lyslokning efter insekter med stærk pære.
Skøn aftenstemning indledte natten i naturen.
Det var svært at få nattesynet tilbage efter et besøg ved den stærke lampe.
Fine natsværmere på æggebakkerne.
Lyslokning af insekter var også et tilløbsstykke, både for insekter og deltagere i Nat i Naturen, døgnfluer, vandkalve, rygsvømmere og natsværmere kunne ses på helt nært hold. Over lokkelampen fløj flagermus og fangede insekter. På marken kunne man med særlige natkikkerter se både rådyr, harer og mus.
Natkikkerten giver mulighed for at se dyr, selv i den mørkeste nat.
Omkring 40 – 50 deltog i Nat i Naturen ved Fussingø.