De karakteristiske lindealléer i Augustenborg Skov får en ”ansigtsløftning”

Naturstyrelsen Sønderjylland og MR Skovservice udfører pleje af lindealléerne i Augustenborg Skov i de kommende år. Fra den 16. september 2024 og ca. 1 uge frem udføres arbejdet og 2. allé bliver første etape.

2. lindeallé i Augustenborg Skov Foto: SDJ

Augustenborg Skov er blandt andet kendt for de karakteristiske lindealléer, der i mange hundrede år har stået som en stringent og skarp kontrast til den mere naturlige og vildtvoksende skov. Men som så meget andet ældes lindetræerne og lindealléerne har brug for en lille opstramning, så de skarpe linjer fortsat kan opleves i skoven. Der bliver ikke tale om styning, hvor toppen skæres af træerne.

Naturstyrelsen Sønderjylland og Sønderborg Kommune har tidligere i år haft møde omkring den fælles indsats for at bevare lindealléerne og der er stor enighed om at hovedfokus er at sikre de skarpe linjer og at holde lindetræerne i live så længe som muligt.

Derfor går Naturstyrelsen Sønderjylland, i samarbejde med MR Skovservice, nu i gang med at give lindealléerne en lille opstramning. Én ad gangen vil alléerne over de kommende 3 år blive opstrammet, startende med 2. allé her til efteråret.

Opstramningen omfatter følgende hovedelementer:

    •      Beskæring af lavt hængende grene langs hele alléen, så der igen bliver udsyn til vandet, når man står ved alléen start på Augustenborg Slot.

    • Nedskæring af mindre træer og buske lige omkring lindetræerne, så hvert træ står mere skarpt.

    • Fældning af enkelte bøgetræer som ikke står på linje med lindetræerne og som derfor forstyrrer alléen linje.

    • Beskæring af fodposerne på lindetræerne. Her vil der ske en graduering, så fodposerne skæres helt væk ved lindetræerne tættest på slottet, over at de blot trimmes på den midterste del af alléen og til at de ikke beskæres på den sidste del af alléen tættest på vandet.

    • Fældning og beskæring af enkelte små egetræer ved vandet, så der igen er frit udsyn.

Fældede træer efterlades i skovbunden til naturlig forfald. Grenmateriale flises og kastes ind i skovbunden, så det bliver mere fordelt og hurtigere bliver omsat.

Ved at foretage en opstramning, sikres de skarpe linjer og forhåbentlig også at lindetræerne kan leve mange år endnu. Dermed er der taget særligt hensyn til, at lindetræerne er levested for flagermus, som ikke må forstyrres. Arbejdet udføres derfor også først i september, hvor flagermusene forstyrres mindst muligt.

Det er fuld adgang til alléen under arbejdet, men giv gerne plads til maskiner og de arbejdende folk.

Har du spørgsmål?

Så er du velkommen til at kontakte biolog Lonnie Jessen på tlf. 2113 8483 eller lojes@nst.dk