Luther, rollespil, og Fussingø

Endnu en gang kom konfirmander på tur igennem reformationens historie ude i de historiske bygninger ved Fussingø.

Naturstyrelsen Kronjylland har i samarbejde med Randers Søndre Provsti igen fået arrangeret rollespillet ”Luther på Spil”, hvor det en fin sensommerdag/tidlig efterårsdag summede af liv i Fussingø og Gammelhave, da godt 600 konfirmander fra Randers Søndre Provsti sammen med over 100 frivillige, voksne aktører og hjælpere, alle iklædt flotte kostumer, kom på besøg for at deltage i rollespillet.

Her ankom de unge i busser og blev iført farverige kapper og skulle sammen på en tur igennem reformationens og Fussingøs spændende historier. Her mødte de blandt andet Martin Luther, andre reformatorer, og diverse historiske personer – heriblandt en vis herremand ved navn Albret Skeel. De unge konfirmander kom ud på en længere dannelsesrejse rundt i Europa, hvor de blandt andet kunne købe afladsbreve i Rom, kæmpe i krige og oprør, samtidig med at de blev introduceret til nye ideer og fik de deres egne tanker og ideer udfordret.

Spillet blev spillet af to omgange og varede cirka 3 timer per spil, hvoraf det først blev spillet en gang om formiddagen og en gang om eftermiddagen med deltagelse af cirka 300 konfirmander for hvert spil. Det var en dag fyldt med smil og grin fra både ung som gammel.