De lange brede landingsbaner, rullebaner og hangarer Flyvestation Værløse er på mange måder en af Naturstyrelsens mest særprægede arealer. Flyvestationen indbyder derfor også allerede til mange forskellige aktiviteter, der gør sig godt på de 3 km. asfalteret rulleunderlag.
Her kan der komme fart på, der er plads nok og de bedste oversigtsforhold, man kan ønske sig.
Nu bliver det således også tilladt at køre på el-skateboards, el-løbehjul, uniwheels og segways på de asfalterede dele af flyvestationen med en maksimal kørehastighed på 20 km/t.
”Tiderne skifter, og nye ting opstår. Derfor må vi i Naturstyrelsen hele tiden tage stilling til, hvad vi kan tillade på arealerne.
Flyvestationen er et område med store åbne vidder og lange asfaltstrækninger. Her synes vi, det giver god mening, at vi tillader el-skateboards og lignende, fordi der er rigeligt med plads og gode oversigtsforhold. De er allerede tilladt i trafikken, hvor de skal køre efter reglerne for cykler. Det har tidligere været forbudt at bruge arealerne til andet end at gå en tur på, cykle en runde eller bruge anden for transport end den slags, hvor du selv skal bruge kræfter for at komme afsted” siger Kim Søderlund, skovrider i Naturstyrelsen.
Efter at Færdselsstyrelsen i 2019 åbnede op for en forsøgsordning der betød, at man måtte køre på el-skateboards, el-løbehjul, uniwheels og segways i trafikken, har Naturstyrelsen valgt at følge trop – dog kun på de asfalterede dele af Flyvestation Værløse.
Du kan læse mere om Flyvestation Værløse her
Du kan læse mere om Færdselsstyrelsens forsøgsordning her