"Fra pæle til ”pubreg” – praktiske erfaringer i Sønderjyllands skove"

Forårssolen har efterhånden fået godt fat i skovbunden, og i takt med at fuglesangen tager til, er det også blevet tid til at få styr på skiltning, pæle og andre markeringer ude i Naturstyrelsens områder.

Som praktikant hos Naturstyrelsen Sønderjylland har jeg i de seneste uger haft fornøjelsen af at arbejde med en gennemgang og opdatering af faciliteter i landskabet. Opgaven foregår gennem appen ”PubReg, som gør det muligt at indsamle og registrere data direkte i felten – nemt og effektivt, mens man bevæger sig mellem skovstier og bålhytter. Det har givet et godt indblik i både det tekniske og praktiske arbejde med drift og vedligehold af publikumsfaciliteter.


 

Derudover har jeg også lave en fuld taksering i Frøslev Plantage, hvor et areal præget af tidligere stormfald skulle vurderes. Det spændende her var, at området ikke kun bestod af stormfald – der var også opvækst og en vis blanding af både kendte og ukendte arter og strukturer, hvilket gjorde opgaven ekstra interessant. Her blev træarter, højder, diametre og stykantal registreret på et fast areal – en konkret og lærerig metode til at danne sig et overblik over skovens struktur og potentiale.


 

I Bommerlund Plantage har jeg desuden været rundt og identificere gamle stormfaldsområder – kendt som UKU – og opdateret bevoksningsregistreringerne med hensyn til træart og bevoksningsprocent. Det er en spændende opgave, hvor naturens dynamik virkelig træder frem.

Alt i alt har det været nogle uger fulde af læring, frisk luft og skovfaglige indsigter – og jeg glæder mig til de næste kapitler i praktikken.

 

Tom Lange
Praktikant, Naturstyrelsen Sønderjylland