Gørløse Skov har vokseværk: Kom og plant et træ

Snart er Nordsjælland en grøn plet rigere.

For Gørløse Skov sydvest for Hillerød vokser med 7 ha. Derfor bliver der i disse dage plantet 22.000 træer og 8.000 buske/lave træer. Og du kan hjælpe med de sidste 500!

D. 22. april afholdes et offentligt plantearrangement, på Moder Jords dag, hvor alle er velkomne.

Der vil være taler, fællessang, plantning og til slut bålpandekager. Naturstyrelsen står klar med masser af træer, børne- og voksenspader samt instruktion.

 

-          Skovrejsning har utrolig mange gevinster – den sikrer rent drikkevand, fremmer biodiversiteten og gavner klimaet. Derudover skaber det grønne åndehuller til borgerne og styrker friluftslivet. Og derfor er det også skønt, at borgerne nu selv kan være med til at plante en del af skoven, siger skovrider Naturstyrelsen, Søren Oldenburg.

 

Lokale skolebørn, naboer, foreninger og skovrejsningsrådet for Gørløse Skov bliver også inviteret til dagen.


Et samarbejde

Gørløse Skov er skabt i et samarbejde mellem Naturstyrelsen, Hovedstadens Forsyningsselskab HOFOR og Hillerød Kommune.

De første træer kom i jorden i 2007 – og målet er, at skoven på sigt skal vokse til ca. 380 ha. Derfor opkøbes der løbende arealer, når det er muligt

-          I HOFOR er vi glade for samarbejdet om at plante naturskov i Gørløse, fordi skoven er med til at beskytte grundvandet, som vi pumper op i nærheden. Det vand, vi henter under jorden her, svarer til ca. 1,6 mio. kubikmeter - eller ca. 40.000 borgeres årlige forbrug af drikkevand, siger Anne Scherfig, områdechef i HOFOR.

Træerne er donerede
De mange nyplantede træer og buske er plantet som en Folkeskov. Sunset Boulevard har doneret 30.250 træer til Gørløse Folkeskov via skovrejsnings NGO’en Growing Trees Network. 

På dagen markeres det desuden, at fastfoodkæden Sunset Boulevard ifm. deres samarbejde med Growing Trees Network runder 500.000 donerede træer i 28 Folkeskove fordelt over hele landet.

I 2020 tog Sunset Boulevard en beslutning om at skrotte udlevering af plastiklegetøj og i stedet donerer træer pr. solgt børnemenu.

-          Vi synes, at det er imponerende, at de med deres initiativ nu har været med til at rejse mere end 125 ha ny skov i Danmark sammen med deres kunder, og det vil vi gerne hylde ved at plante et lidt større egetræ på dagen, siger Kim Nielsen, CEO Growing Trees Network.

Praktiske informationer om dagen:

Hvornår: D. 22. april kl. 15-16.30
D. 22. april er Moder Jords Dag – kom og fejr den internationale dag og plant et træ!

Hvor: Der plantes ved Lystrupvej øst for Gørløse. Kom gerne på cykel. Biler parkeres ved Skovfogedvej 1 i Slangerup, hvorfra der er pile til tilplantningsstedet. Se vedlagte kort.

Tilmelding: Senest d. 18. april – men du er også velkommen til bare at møde op

Tilmeld dig via linket her 

Ved siden af Gørløse Folkeskov har Københavns Universitet samtidig sat træer på et 5 ha forsøgsareal. Her er de nyplantede træer podet med jord fra naboskoven, så der hurtigt skabes et gunstigt mikromiljø for planterødderne. På dagen kan du få en snak med forskere fra Universitetet.

Kontaktpersoner:

Growing Trees Network, Kim Nielsen, 31130103
Naturstyrelsen Nordsjælland, Ida Dahl-Nielsen, 23215374