I den kommende tid opfører Naturstyrelsen flere shelterpladser i naturen omkring København. Det er populært som aldrig før at overnatte i det fri og tage nattens lyde med i sin drøm. Det er blevet særligt populært at booke et shelter og folde soveposen ud her.
Der opføres nye shelterpladser i Tokkekøb Hegn, i Ravnsholt, i Terkelskov, i Hareskovene, ved Furesø, i Rude Skov, i Søllerød Kirkeskov, i Ravnholm, ved Mølleåen, i Jægersborg Hegn og i Ermelunden syd for Jægersborg Dyrehave. enere på året også i Kongelunden på Amager.
Det er A.P. Møller Fonden, som velvilligt har bevilliget penge til opførelse af op til 300 nye shelters i de statslige naturområder landet over.
I 2024 blev de første 14 nye pladser opført i Hovedstadsområdet.
I 2025 opføres der endnu 20 pladser med små shelters med plads til 5-6 personer. Nogle af stederne opsættes 1-2 shelters ved en såkaldt ”Primitiv overnatningsplads”. Andre steder opføres 3-4 shelters, så grupper på mere end 15 personer kan være sammen – også kaldet ”Lejrpladser”. Ved alle pladserne vil der også være et bålsted med grill.
Find shelters på Udinaturen.dk
Pladserne bliver offentlig tilgængelige og kan ses på Udinaturen.dk fra juli måned og de fleste kan også bookes på forhånd. Lejrpladser kan bookes 1 år i forvejen og mange af shelterne på primitive overnatningspladser kan bookes 3 mdr. i forvejen. Det er populært! Rekorden for hvor hurtigt, der bliver booket et ledigt shelter er 17 sekunder over midnat. Men nu kommer der heldigvis endnu flere. På Udinaturen.dk finder du også forslag til vandreruter i samme område samt praktiske oplysninger om fx det nærmeste toilet, parkeringsforhold mv.
Shelterne placeres efter tilladelse fra de myndigheder, som skal afveje hensynet til naturen. Naturstyrelsen oplever meget sjældent konflikter eller affaldsproblemer fra overnattende skovgæster. ”Man er her jo for at nyde naturen”, siger naturvejleder Stella Blichfeldt.
Ønskes ydereligere oplysninger kan man kontakte Stella Blichfeldt, stb@nst.dk, mob. tlf. 23730260
DONATION
A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene formål har bevilliget 16 mio. kroner til Naturstyrelsen til opførelsen af op til 300 nye shelters og opgradering af primitive overnatningspladser i statslige naturområder over hele landet.