Vi fælder udvalgte træer i Naturnationalparken for at hjælpe den vilde natur på vej. I en stor del af statens skove, herunder skovene ved Fussingø, har der tidligere været fokus på træproduktion. Det betyder, at skovene flere steder er ensartede med tætte mørke bevoksninger og få forskellige træarter.
For at skabe flere levesteder fælder vi i den kommende tid en del af de træer, der ikke oprindeligt har vokset i Danmark. Fx nåletræerne sitkagran, thuja og douglasgran fra Nordamerika. Tidligere har man samlet frø fra træerne i Nordamerika, sået dem ud i planteskoler og plantet de små planter ud i de danske skove for at producere tømmer mm. Disse træer har kun været en del af det danske skovbrug i et par hundrede år – der er derfor ikke tilknyttet særlig mange arter af bl.a. insekter og svampe til disse oversøiske træarter. Fældningerne sker for at give lys og plads til de træer, der naturligt vokser i vores skove. De såkaldte hjemmehørende arter, som indgår i et samspil med en lang række arter af pattedyr, fugle, svampe og insekter, som har udviklet sig sammen over tusindvis af år.
Træet bliver savet i passende længder og lagt ud langs skovevejene, hvor det hentes af de savværker mv, der har købt træet.
Aktuelt arbejde i skoven
Naturgenopretningen betyder, at vi i den kommende tid vil fælde træer flere steder i skoven. I takt med arbejdet skrider frem, så flyttes skovningsmaskinen fra et sted til det næste. For din egen sikkerheds skyld, vil du derfor kunne opleve skilte og afspærringer i skoven.
Nedenfor er oversigtskortet med de områder, vi kommer til at arbejde i. Vi vil fælde træer i flere områder, men dog ikke på samme tid. Vi flytter afspærringerne i takt med, at arbejdet skrider frem for at mindske gener mest muligt.
Kort over områderne, hvor der fældes træer.
Hold afstand for din egen sikkerheds skyld
Vi viser med skilte, hvor i skoven, vi fælder træer. I visse tilfælde kan der være et midlertidigt adgangsforbud af hensyn til sikkerheden. Hold god afstand til maskinerne og følg anvisninger på skiltene i området. Planlæg evt. turen et andet sted hen, indtil vi er færdige med arbejdet med de tunge maskiner.
Hvis du har spørgsmål til arbejdet i skoven, er du velkommen til at kontakte os på KJY@nst.dk
Kort over de tre områder, hvor der vil være midlertidige adgangsforbud. Hold øje med skiltningen i skoven.