Store Dyrehave har over tid ændret karakter. I 1600-tallet var området et lysåbent kongeligt jagtområde med græssletter og spredte gamle træer – meget lig Jægersborg Dyrehave. Fra slutningen af 1700-tallet blev landskabet gradvist omdannet til produktionsskov, og de åbne områder voksede til.
Hvad gør vi i dag?
Naturstyrelsen arbejder nu på at skabe mere lys og variation i et konkret område i Store Dyrehave. Fra overdrevsnaturen på Skansebakken, som ligger nord for Store Dyrehave etablerer vi et sammenhængende, lysåbent landskabsstrøg, der forbinder moser og vandhuller videre mod Malte Enghave. Strøget går gennem bøgeskoven og udvides med en lysåben kile i den tilstødende rødgranplantage. På den måde genskabes dele af det mere åbne præg, som området tidligere havde.
Hvorfor gør vi det?
Landskabsstrøget skaber bedre sammenhæng mellem naturtyperne og styrker den økologiske infrastruktur. Det giver flere levesteder og forbedrede spredningsmuligheder for lyskrævende arter, som fx sommerfugle – og bidrager samtidig til en langsigtet indsats med at fremme biodiversiteten i Store Dyrehave. Den mere åbne natur kommer både dyr, planter og besøgende til gode.
Hvad sker der med træet?
De træer, der fjernes som led i arbejdet, sendes til savværk og anvendes i industrien, blandt andet til byggeri, møbler og indretning. Inden fældning gennemgår Naturstyrelsen området for fuglereder, grævlingegrave, fortidsminder og andre hensyn, der skal beskyttes.
Hvem er med i projektet?
Projektområdet omfatter flere jordejere, og samarbejdskredsen består af Nationalpark Kongernes Nordsjælland, Fonden DanHostel Hillerød, Hillerød Kommune, Naturstyrelsen Nordsjælland og Vejdirektoratet. I det forgangne år hyrede nationalparken konsulentfirmaet Rambøll til at gennemføre en forundersøgelse af de biologiske og landskabsmæssige forhold og komme med forslag til indsatser, der kan skabe mere lysåben natur. På baggrund af denne rapport arbejder de fem parter nu videre med udviklingen af naturen i projektområdet.
Naturstyrelsens bidrag består af de konkrete tiltag, der gennemføres i projektområdet i Store Dyrehave, og som er første skridt i realiseringen af projektets anbefalinger (se kort).
Læs mere om det samlede naturprojektet:
https://nationalparkkongernesnordsjaelland.dk/om-os/nyheder/2025/bynaer-natur-ved-egedam-og-st-dyrehave-faar-et-loeft