Naturstyrelsen holder øje med bisontyr

I øjeblikket får vi henvendelser fra offentligheden om en bisontyr i Bisonskoven i Almindingen. Naturstyrelsen er opmærksom på tyren, og holder ekstra øje med ham.

Naturstyrelsens tilsynsfolk har over de seneste måneder holdt et ekstra øje på en bisontyr i Bisonskoven. Årsagen er, at den siden brunsten, hvor den var meget aktiv i dominanskampene, helt naturligt er i lavere huld end de andre i flokken.

- Den pågældende tyr har vundet brunstkampen og fået privilegiet at opvarte de kønsmodne køer i brunsten, og den position har han måtte forsvare. Det tærer på kroppens ressourcer og samtidig ’glemmer’ fører-tyre at æde, fordi deres opmærksomhed er et andet sted. Samme fænomen kender vi fra fx vores dåvildt, hvor mange store flotte hjorte ser afpillede ud efter brunsten, forklarer skovrider Søren Friese fra Naturstyrelsen Bornholm.

Naturstyrelsen holder opsyn med de europæiske bisoner efter lovens forskrifter, og de tilses af en dyrlæge ca. hver 3. måned. Projektets tilknyttede dyrlæge tilså kortvarigt det pågældende dyr fredag, og på baggrund af en bekymringshenvendelse fra offentligheden er der gennemført et ekstra dyrlægetilsyn mandag. Konklusionen var, at tyren endnu ikke er kommet sig fra brunsten, men at adfærden er normal og ikke tyder på sygdom. Desuden er der ikke tegn på, at dyret lider.

- Såfremt det vurderes, at tyren lider, vil vi aflive den. Men det er ikke tilfældet på nuværende tidspunkt. Vi holder tyren under skærpet observation i den kommende tid, og øger også dyrlægens tilsynsfrekvens, siger Søren Friese.

Selv om der vurderes at være føde nok i bisonskoven, har Naturstyrelsen siden midten af november for en sikkerheds skyld skåret ege- og asketræer ned, og ladet dem ligge som et tilskudsfoder, der er nemt tilgængeligt for de europæiske bisoner. Kviste og bark fra træer er en vigtig fødekilde for europæiske bisoner, især i vinterperioden. Siden starten af januar er der desuden fodret med hø, primært for at sikre, at den pågældende tyr har haft nem adgang til mad. Der fodres forskellige steder ved hver fodring for at undgå den parasitsmitte, man ellers kan risikere at få omkring en fast foderplads.

Læs mere om Naturstyrelsens forvaltning af de europæiske bisoner i Bisonskoven