Nu er der 75.000 ha urørt skov i Danmark

Du kan være med til at dokumentere forandringerne i Boserup Skov

Landet over er der opsat 16 fotopæle i urørte statssskove. Her kan du tage billeder af naturen, og være med til at forevige forandringerne i vores fælles natur. Fotopælen i Boserup Skov er opsat ved stævningsskoven.

I de urørte skove bliver naturen vildere og mere naturlig over tid – og du kan hjælpe med at dokumentere forandringerne.  Rundt om i landet er der opsat 16 fotopæle i urørte statsskove, og én af dem er opsat i stævningsskoven i Boserup Skov, hvorfra forbipasserende kan fotografere naturen.

Billederne sendes til en bestemt e-mailadresse, hvorefter Naturstyrelsen ved hjælp af en software løbende sammensætter en film ud fra alle indsendte fotos. Filmen viser naturens udvikling lige ved denne lokale fotopæl over tid.

Find din nærmeste fotopæl her

Her er de 16 fotopæle opsat rundt om i landet.

Skovfoged Hans Jessen forklarer:
”Store dele af Boserup Skov blev tidligere brugt til stævning af lokalbefolkningen. De fik på denne måde deres brændsel, deres hegnsmaterialer, vinterfoder til husdyr med mere fra skoven. Det var en driftsform, som skabte en meget lysåben skov, som også mange arter var glade for. Derfor vil vi gerne bevare dette levende kulturminde, og har sat os for at gøre stævningsarealet større. Det er den udvikling, du kan være med til dokumentere ved at bruge fotopælen, som netop er opsat ved stævningsskoven.”

75.000 ha urørt skov 
Netop nu er endnu flere statsskove udpeget til urørt skov, hvilket sikrer, at der nu er udpeget 75.000 ha urørt skov i Danmark.

Heraf er lidt over 70.000 ha på statens arealer, mens de resterende hektarer er på private eller andre offentlige arealer. 

Dermed er størstedelen af statens skove nu urørte – fx de fire midtsjællandske skove Boserup Skov, Myrde Skov, Hønsehals Skov og Bognæs Skov.

Jens Peter Simonsen, skovrider hos Naturstyrelsen Midtsjælland fortæller:
"I de urørte skove skal der være endnu mere plads til naturen og friluftslivet, og vi glæder os over at der, med opsætning af de nye fotopæle, bliver mulighed for at skovgæster kan følge med og helt konkret dokumentere skovens udvikling over tid. Vi er i gang med en stor omstillingsproces af de danske statsskove, og det bliver spændende at se hvilke nye arter og naturoplevelser forandringerne giver anledning til, nu vi ikke længere skal producere træ, men derimod biodiversitet og rekreative naturoplevelser."

Læs mere om, hvordan Naturstyrelsen gør naturen vildere: www.vilderenatur.dk 

Hvad er urørt skov

I de urørte skove er træproduktionen ophørt, og det betyder, at flere træer bliver ældet naturligt og får lov til at falde sammen, rådne i skovbunden og skabe levesteder til svampe, mosser, laver og biller.

I mange af de urørte skove bliver naturlige vådområder genskabt, og store græssende dyr bidrager til de naturlige økologiske processer ved fx at græsse og trampe.
Alt sammen for at skabe flere levesteder for en lang række plante- og dyrearter.  

På baggrund af det ændrede formål med de tidligere drevne skovarealer er der behov for i en årrække at arbejde med en fokuseret naturgenopretning. F.eks. vil mange ikke-hjemmehørende træarter blive fjernet, da de har få tilknyttede arter i forhold til de hjemmehørende træarter. Det skaber mere plads til arter, der hører hjemme i Danmark.