Den skinnende jordfarveugle blev fundet i Gribskov i september 2024, hvor den ellers ikke har været set siden 2006. Den sjældne natsværmer blev fundet af lokale natsværmereksperter ved en lyslokning i det centrale Gribskov. Kasper Nyberg, som var med til at gøre fundet fortæller: ”Skinnende jordfarveugle er efterhånden en stor sjældenhed på Sjælland, og ikke set i Gribskov siden 2006”.
Kasper Nyberg fortæller om artens levevis: ”Den lægger sine æg om efteråret på kviste nær bøgens blomsterknopper, og næste forår æder den spæde larve blomsterne. Når blomsterne falder af, dropper larven ned i skovbunden. Frem til den forpupper sig, lever den af lave urter, der helst skal stå i lidt sol”.
Denne helt særlige levevis knytter den lille natsværmer til overgangszonerne mellem den tætte, gamle bøgeskov og den lysåbne natur. Det er levesteder, som ikke har været almindelige i den dyrkede skov, og det forklarer måske, hvorfor arten ikke er almindelig. Når Gribskov fremadrettet er udlagt som urørt skov og som naturnationalpark, kan vi regne med at mængden af overgangszoner stiger. Det vil gavne mange forskellige arter i skoven – og altså også den skinnede jordfarveugle.
Fotos: Kasper Nyberg