258 mink gik i fælden

I 2024 havde den bornholmske minkbande vokseværk, og det lykkedes at gøre et langt større indhug i bestanden af den invasive amerikanske mink.

Minkbanden samlet til møde, hvor der blev gjort status for året.

Minkbandens resultat på 258 mink er en fordobling i forhold til 2023, hvor der blev reguleret 125 mink. Det er også det højeste antal mink der er reguleret i de sidste 10 år. Det gode resultat kommer på baggrund af en styrket indsats, hvor Naturstyrelsen støttet af Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø har indkøbt pallevis af ekstra fælder. Samtidig har de frivillige i minkbanden haft travlt med at rekruttere nye medlemmer, så de nu er 24 der hjælper med at regulere mink.

”Jeg er glad for at se, at arbejdet har båret frugt, og at vi i år har fjernet mange flere mink fra den bornholmske natur. Tak til alle de frivillige i minkbanden for det kæmpe arbejde de har leveret til gavn for naturen. Det betyder, at der bliver færre fugle, fisk og padder der ender som minkføde, så nogle af de pressede bestande får en bedre chance for at komme sig.” siger vildtkonsulent Rasmus Munch Marcher fra Naturstyrelsen Bornholm.

I 2025 fortsætter indsatsen mod minkene. Håbet er, at man med tiden kan få bestanden reduceret kraftigt eller helt udryddet, nu da der ikke længere er mink der slipper væk fra minkfarme. Den amerikanske mink er et problem for naturen, fordi den spiser fugle, fisk og padder. Det går ud over sjældne arter af fugle og frøer, samt ørrederne i åerne og fiskene langs kysten.

Hvis du vil deltage i arbejdet

Hvis du ønsker at deltage i minkbekæmpelsen kræver det dels jagttegn og at du gennemfører et reguleringsjægerkursus. Ved interesse kan du henvende dig til Rasmus Munch Marcher på ramun@nst.dk eller til Tonni Koefoed Larsen på pilevang@post11.tele.dk

Hvis du ser mink

Hvis du ser mink i naturen på Bornholm kan du henvende dig til Naturstyrelsen Bornholm på bon@nst.dk eller 7254 3002. Har man mink på sin grund er det også muligt at låne en fælde af Naturstyrelsen, men så skal man sørge for at tilse fælden morgen og aften, og at man har en person med jagttegn klar, som kan aflive minkene.