Hvis du gæster Himmelbjerget i løbet af januar, støder du måske på en lille robotknuser på heden. Den skal nemlig fjerne opvæksten af træer, så arealet ikke gror til.
Naturen ved Himmelbjerget er afvekslende med løv- og nåleskov samt hede. Hede er en beskyttet naturtype med en tør, nærringsfattig og sandet jord. Her kan der bo mange arter – og fx er dværgbuskene hedelyng, revling og tyttebær karakteristiske.
Hvis trævæksten ikke fjernes, vil træerne i løbet af en årrække omdanne arealet til skov.
Robotknuseren er en relativt lille maskine, der er skånsom over for underlaget, samtidig med at den nemt kan fjerne mindre træer. Det meste af heden på Himmelbjerget ejes af Tårnkomiteen og en mindre del ejes af Naturstyrelsen, som står for plejen af hele arealet.
Det er stadig muligt at færdes på stierne i området, mens arbejdet pågår.
Naturpleje fremover
Når opvæksten fjernes, er det også for at forberede arealet til at blive græsset. De græssende dyr, fx geder eller får, vil kunne holde opvæksten nede og dermed bliver behovet for at bruge maskiner på det lysåbne areal mindre.
Arealet vil blive hegnet, så man stadigvæk kan vandre på Slangestien uden for hegnet.