Godkendte forvaltningsplaner
Forvaltningsplanen for Augustenborg Skov, Søgård Skov, Rise, Søst og Langbjerg Skov, Gråstenskovene, Sønderhavskovene, Pamhule skov, Varnæs Hoved og Avnbøl Sned, Nautrupgård Skov m.fl., Store Okseø og Skovene rundt om Sønderborg har været færdige et stykke tid og tiltagene er i gang med at blive udført.
Senest har forvaltningsplanerne for Skovene ved Broagerland m.fl., Revsø Skov og Loft Skov, Nørreskov på Als m.fl., Haderslev Østerskov, Vesterskov og Keldet Skov, Terkelsbøl og Tinglev moser og Jørgensgård Skov, Årup Skov m.fl. været i høring og der er foretaget tilretninger således, at disse planer også er klar til at blive implementeret.
Det betyder blandt andet, at for at kunne omdanne disse skove til mere naturlige, dynamiske økosystemer, vil Naturstyrelsen Sønderjylland iværksætte en række aktiviteter. Dette inkluderer genetablering af den naturlige hydrologi, hvilket vil skabe dynamik og vådere områder, og dermed bedre levesteder for forskellige arter. For at skabe mere dynamik i skovene, vil man i udvalgte områder også etablere afgræsning.
Træerne bliver gamle
I de urørte skove er den kommercielle træproduktion ved at blive udfaset – hvilket betyder, at træerne får lov til at blive ældgamle og mosbegroede. Da skovene længe har været designet til skovdrift, er det nødvendigt med en vis naturgenopretning af områderne.
Desuden vil man anvende målrettet hugst, for at fremme en mere varieret struktur og artsammensætning i skovene.
Disse tiltag vil ikke blot forbedre skovenes biodiversitet, men også gøre dem mere robuste over for klimaforandringer og sikre en rigere og mere varieret natur i fremtiden.
Derfor vil Naturstyrelsen Sønderjylland også arbejde i Skovene rundt om Sønderborg over den kommende periode. Her vil vi blandt andet fælde træer, som ikke hører naturligt hjemme i Danmark. De ikke hjemmehørende træarter har nemlig få arter knyttet til sig – modsat de hjemmehørende træarter.
Planen for Skovene rundt om Sønderborg er kun én ud af 59 forvaltningsplaner for urørt skov, som er klar til at blive udført på landsplan. Planerne dækker blandt andet Kaløskovene på Syddjurs, Rørvig Plantage på Midtsjælland og Haderslev Østerskov, Vesterskov og Keldet Skov i Sønderjylland.
Syv forvaltningsplaner i høring
Den sidste runde af høringer er netop igangsat. Høringsperioden løber fra den 3. juli til den 11. september 2025. Læs mere her:
Lokalt drejer det sig om følgende områder:
Kelstrup Plantage og Rode Skov m.fl., skovene ved Kruså og Kiskelund Plantage, Bjergskov, Bøghoved og Hostrup Krat m.fl., Mjang Dam og Ketting Nor m.fl., Hytterkobbel, Slivsø, Kalvø m.fl., Lerskov Plantage og Frøslev Mose.
Stor interesse for seneste høring - høringssvar fra 129 respondenter på landsplan
De 59 forvaltningsplaner der var i høring fra den 4. oktober til den 29. november 2024 gav i alt høringssvar fra 129 respondenter: borgere, interesseorganisationer, kommuner, statslige myndigheder og andre parter.
Forvaltningsplanerne for urørt skov på statens arealer er et led i udmøntningen af Natur- og Biodiversitetspakken fra december 2020.
Her blev afsat 888 mio. kroner til blandt andet at udlægge mere urørt skov - og dermed have op imod 75.000 hektar urørt skov, hvoraf op til ca. 70.000 ha er på statslige arealer.
Yderligere oplysninger:
Kontakt Naturmedarbejder Birke Foged Ørnskov, bior@nst.dk