Nye shelters ved Naturstyrelsen Sønderjylland - en nat under åben himmel

Ny mini shelter på Råde Strand, opført med støtte fra A.P. Møller fonden, som invitere til overnatning under åben himmel.

Naturstyrelsen Sønderjylland har netop opsat tretten nye shelters i naturen i det øst sønderjyske. Det er populært som aldrig før at overnatte i det fri og tage nattens lyde med i sin drøm. Det er blevet særligt populært at booke et shelter og folde soveposen ud her.

Der er opført nye shelter på Berg Plads ved Haderslev, på Råde Strand ved Lillebælt, i Tomaj Skov ved Tomaj, i Hjordkær Skov ved Hjordkær, I Sønderhav skoven ved Kalvø, i Bommelund Plantage ved Bov, i Skeldekobbel skov ved Skelde, i Skodsbøl Skov ved Egernsund, på Varnæs Hoved, på Arnkil, i Sønderskoven ved Sønderborg, i Blommeskobbel ved Kettingskov og ved Oldenor på Als.  
Allerede dagen efter den sidste skrue var sat i brædderne, var der stor interesse for at søge ly i de nye faciliteter. 

Det er A.P. Møller Fonden, som velvilligt har bevilliget penge til opførelse af op til i alt 300 nye shelters i de statslige naturområder landet over.

I hvert shelter er der plads til 3-4 personer og ved nogle af dem er der bålpladser med grill. Alle de nye shelter er opkaldt efter fugle, lige fra deres område i det sønderjyske.

Alle shelterne kan ses på  www.udinaturen.dk, alle de nye shelter skal bookes. Shelterne kan bookes 3 mdr. i forvejen. På Udinaturen.dk finder du også forslag til vandreruter i samme område samt praktiske oplysninger om fx det nærmeste toilet, parkeringsforhold mv.

Skovrider Inge Gillesberg udtaler; ”Det er en stor glæde her op til sommerferien at kunne tilbyde gæsterne endnu flere overnatningsmuligheder i statsskovene i det østlige Sønderjylland. Vi ved, at der er stigende interesse for at overnatte i naturen. Den kan vi nu imødekomme lidt bedre”.

Ønskes yderligere oplysninger kan man kontakte Naturstyrelsen Sønderjylland på, sdj@nst.dk.

Donation

A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene formål har bevilliget 16 mio. kroner til Naturstyrelsen til opførelsen af op til 300 nye shelters og opgradering af primitive overnatningspladser i statslige naturområder over hele landet.