Græssende køer i Sjælsø Lund – Kom og hør om planerne!

Naturstyrelsen inviterer onsdag den 14. maj 2025, kl. 17.00 til offentligt møde om den nye græsningsfold i Sjælsø Lund. Hør om planerne for kreaturgræsningen og få indblik i, hvordan dyrene skal være med til at skabe mere varieret natur – Alle er velkomne til at deltage, stille spørgsmål og dele sine idéer til den videre planlægning.

I 2020 blev det politisk besluttet, at der skulle udlægges helt op til 75.000 ha urørt skov i Danmark. En af de skove, som efterfølgende blev udpeget i forbindelse med Natur og Biodiversitetspakken fra 2020 var Sjælsø Lund.  Naturstyrelsen udarbejdede i den forbindelse en forvaltningsplan, som beskriver de naturtiltag, der planlægges for skoven, inden Naturstyrelsen vender ryggen til og lader naturen være så selvforvaltende som muligt.

I forvaltningsplanen stod der blandt andet, at der skal etableres en 62 ha stor græsningsfold med kreaturgræsning i Sjælsø Lund, og det er denne fold som det offentlige møde skal omhandle.

De store græssende kreaturer er med til at skabe naturlige dynamikker som man tidligere har savnet i skovene. Med deres bid, tråd og møg kan dyrene skabe variation og skabe de bedste rammer for biodiversiteten i skoven. Blandt andet er kreaturerne med til at holde skoven lysåben, hvilket gavner blomster og urter, insekter og fugle i området.     

Da forvaltningsplanen allerede har været i offentlig høring, og er fastlagt tilbage i sommeren 2024, vil mødet ikke omhandle, om der skal være en græsningsfold eller ej. Formålet med mødet er at fortælle og forklare om planerne og baggrunden for udsætningen af kreaturer i skoven. Der vil selvfølgelig være mulighed for at stille spørgsmål til projektet, komme med inputs og gode idéer til den kommende planlægning – bl.a. hvor det vil være smart at placere låger, stenter eller hvis man har lokalt kendskab til arter m.m.  

Mødet vil bestå af en skovvandring til fods, så husk fornuftigt fodtøj og påklædning, der er passende til vejret. Alle interesserede er velkomne til at deltage, og det vil ikke være nødvendigt at tilmelde sig – man skal bare dukke op. 

Mødested for skovvandringen er ved parkeringspladsen ved Isterødvejen v/ skoven. Se nedenstående kort materiale. 

Hvis man har ydereligere spørgsmål til mødet, så kan man kontakte skovfoged Peter Søland på tlf.: 40 15 77 96

Vi mødes ved parkeringspladsen ved Isterødvejen med koordinaterne 55.880916,12.459204.