Naturnationalpark Kompedal: Nu er projektbeskrivelsen sendt i høring

Naturnationalpark Kompedal bliver et stort, sammenhængende naturområde på cirka 2.600 ha. De næste otte uger kan offentligheden komme med input til Naturstyrelsens faglige oplæg til projektbeskrivelsen og forvaltningsplanen for den kommende naturnationalpark.

Nye lysåbne områder dannes, moser genopstår, hjemmehørende buske og træer plantes, og der efterlades en masse dødt træ til gavn for vilde arter af dyr, svampe og planter.

Det er blot nogle af de tiltag, som fremgår af Naturstyrelsens faglige oplæg til projektbeskrivelse og forvaltningsplan for den kommende Naturnationalpark Kompedal. Forslagene er netop sendt i offentlig høring frem til d. 27. august

Bestyrelsen for Naturnationalpark Kompedal har bidraget med input til Naturstyrelsens forslag.

Naturen skal gøres vildere

Projektbeskrivelsen og forvaltningsplanen sætter rammerne for, hvordan naturen skal gøres vildere. 

Naturstyrelsen foreslår fx i projektbeskrivelsen, at området skal afgræsses af heste, der ikke er reproducerende. Dyrene skal supplere den eksisterende bestand af kronvildt i området, og gå i en indhegning på ca. 2500 ha.  

Græssende dyr skaber dynamik i naturen med deres adfærd og fødesøgning, og derved skaber de også flere levesteder for planter og dyr.

Hvad enten man som gæst går på jorden eller ser Kompedal fra luften i dag, så er det tydeligt, at Kompedal er karakteriseret ved mange lige veje, der går vinkelret på hinanden og indkredser skovens områder. I den kommende naturnationalpark foreslår Naturstyrelsen, at de mange lige veje og de rene snit over årene gradvist skal blødes op for at skabe flydende overgange mellem skov og lysåbne arealer.

Derudover foreslår Naturstyrelsen, at der skal være flere shelterpladser og afmærkede vandreruter inden for den kommende naturnationalparks grænser.

Læs mere og se høringssiden her

FAKTA OM NATURNATIONALPARK KOMPEDAL:

  • Naturnationalparken domineres af store områder med plantet nåleskov med flere naturmæssigt værdifulde skovmoser og hedeområder. Området byder samlet set på et væsentligt naturindhold både i omfang, diversitet og potentiale. 
  • Hederne huser sjældne og biotoptypiske arter: bl.a. hvid næbfrø, hede-melbærris, rosmarinlyng, guldblomme, kattefod, spæd mælkeurt, liden soldug, engtroldurt, femradet ulvefod og ene. Dertil kommer mange svampearter i både skov og på heden. 
  • I området er der et rigt fugleliv og hedelærke, sortspætte, natravn, vendehals, rødrygget tornskade og svaleklire yngler.