Forårets plantninger i plantagerne

Foråret er et godt tidspunkt for at plante nye træer og buske i vore klitplantager. Den fugtige jord gør det til et ideelt tidspunkt at få planterne i jorden, inden de tørre måneder nærmer sig.

I takt med en stigende fokus på naturlig foryngelse (træerne sår sig selv) plantes der ikke så mange planter i plantagerne som tidligere. Hermed håber vi med tiden at få bevoksninger der er bedre tilpasset til kårene på stedet og helst også mere varieret med hensyn til træarter og højde. Når der alligevel plantes i plantagerne, er det som regel for at få indplantet træarter, der endnu ikke findes naturligt på stedet.

Klitplantagerne er relativt unge skove som oprindelig er tilplantet med nåletræer især bjergfyr og sitkagran. 

For at gøre plantagerne mere naturlige, varierede og artsrige plantes der nu ofte løvtræarter som eg, bøg, birk og lind samt buske, men der plantes også nåletræarter som skovfyr, ædelgran, lærk og douglasgran.

Hovedformålet omkring plantning er at få konverteret plantagerne til skove med hjemmehørende træarter i stedet for især de nordvest amerikanske arter (sitkagran og contortafyr).

Knopper og skud fra mange løvtræ- og buskarter samt ædelgran er yndede fødeemner for hjortevildtet, og det er derfor ofte nødvendigt at indhegne nyplantninger med disse arter. Vildthegn skal typisk fungere i 5 – 8 år, og bliver efter denne tid sløjfet og måske genbrugt et andet sted. 

Man forsøger i øvrigt at gøre ny-kulturerne mindre, for på sigt at få mere varierede skove med forskellige træarter i alle aldre. 

En gang imellem kan kulturarealerne være så store, (f.eks. efter stormfald) at det vil tage uforholdsmæssigt lang tid inden en naturforyngelse etablerer sig og derfor vil man i sådanne tilfælde tilplante større dele af arealet.

Årligt plantes der mellem 75.000 og 200.000 nye planter i plantagerne på Thy og Hanherred, hvilket svarer til en tilplantning på op mod 100 ha – eller ca. 140 fodboldbaner. Der plantes også nye træer om efteråret, men som regel plantes der flest om foråret.

Naturstyrelsen Thy ser frem til at følge det bidrag de nye planter vil give til udviklingen af at vore plantager med tiden bliver til skove.