I Kongens Mose ved Løgumkloster findes en sjælden højmose natur, som skal have høj vandstand, og som ikke tåler for mange træer. Træer skygger vegetationen og forbruger af det vand, som er grundlaget for højmosen. Siden rydning i forbindelse med et EU LIFE projekt fra 2007 til 2011 er der kommet spredt opvækst af birketræer, som botanikere vurderer truer naturtypen på sigt. Derfor gennemfører Naturstyrelsen Vadehavet i de kommende år en skånsom rydning i mosen.
Problemet med at rydde træer i en stor og våd mose er at få træerne væk derfra, uden at ødelægge den natur man prøver at redde. Alternativet, at lade træerne ligge, vil tilføre for meget næringsstof til naturen når de nedbrydes. Entreprenør Kim Dahl Madsen har sammen med Naturstyrelsen forsøgt at udvikle en metode, hvor der ikke er brug for at fjerne træet. I al sin simpelhed går det ud på at afbrænde træerne ude på arealet, men uden at komme i kontakt med jorden.
Der er udviklet en slæde i jern, som skal fungere som et stort bålfad. Slæden er løftet omkring 60 centimeter over jorden, med meder under, som på en slæde. Den bliver trukket ud i mosen efter en ATV, som kan køre i det svært tilgængelige område, uden at have en vægt, så den laver varige spor.
Så er processen at der laves et ordentligt bål af tørt brænde og derefter fodres bålet med de birketræer, som fældes manuelt med motorsav, skæres op i få stykker og slæbes hen til det store bålfad. Noget som kun kan lade sig gøre fordi træerne kun er omkring tre meter høje og ikke for kraftige. Ellers ville et bålfad ikke være et svar på opgaven. I vindretningen skal mosejorden vandes op, så der ikke kan flyve brændende stumper ned og antænde vegetationen. En videreudvikling af slæden kan være, at der kan sættes en brandsikker væg op på en af slædens sider, som en ekstra sikkerhed.
Med kommunens godkendelse og varsel af brandvæsnet er første del af rydningen i Kongens Mose nu gennemført, og i de kommende år tænkes metoden brugt til flere hektar og områder i mosen. Alt sammen for at forbedre muligheden for at udvikle højmose og komme nærmere en gunstig bevaringsstatus for Natura 2000 naturtyper på højmosen. En del af de nedskårne træer vil skyde fra stødet igen, men håbet er at den høje vandstand kombineret med en voksende bestand af kronvildt, kan holde træerne nede. Kronvildtet er de sidste 10 år kommet ind på mosen og æder knopper af alle træer, som er i en højde, hvor dyrene kan nå dem. Det kan allerede nu ses derude som små bonsai birketræer på omkring en meters højde, som ikke er til fare for naturtypen.
Slæden skal genbruges og kan blive et ekstra værktøj i den kommende Naturnationalpark Draveds værktøjskasse, men kun hvor naturen ikke kan selv, og hvor der er risiko for at tabe værdifuld natur. Afbrændingen frigiver CO2 umiddelbart, men ikke i større mængde end hvis træerne skulle flyttes fra arealet, og afbrændes som flis. Samtidigt er mængden af træ lille, fordi træerne fortsat er små og står spredt på mosen.
Afbrænding er gennemført i november 2025.
Kontakt: Martin Brink