Ny kalv på Ulvshale

Uheld med tyr, som brød gennem hegn, har nu givet en kalv mere på Ulvshale.

I fredags kom en kalv til verden på Ulvshale, hvor Naturstyrelsen har kvæg gående hele året. Sidste år ved denne tid, brød naboens tyr ved et uheld  ind i Naturstyrelsens indhegning på de nordlige enge på Ulvshale. Det er der kommet en kalv ud af her et lille års tid efter. Naturstyrelsens kvæg er af racen galloway, og det er naboens tyr heldigvis også.

Kalven dier fint hos dens mor, og Naturstyrelsens medarbejder holder ekstra øje med, om kalvens mor fortsat accepterer kalven.

Kalven vil ofte kunne ses alene

Der er normalt ikke grund til bekymring, hvis kalven går alene. Det er helt normal ko-adfærd, at koen forlader sin kalv for at græsse sammen med flokken. Koen vil søge tilbage til sin kalv for at give den die, selvom kalven kan være langt væk fra flokken.