Ny vandrerute i Nystrup Klitplantage

Nu står en ny gul vandrerute klar i Nystrup. Den nye rute giver mulighed for nogle spændende naturoplevelser, hvor man i højere grad kommer ind i skovens bevoksninger og mærker den varierede natur på krop og sjæl. Flot og spændende natur på ruten som leder dig længere ind i skovens bevoksninger end tidligere. På billedet er udsigt fra højt punkt på ruten.

Nyd efterårets smukke farver og prøv kræfter med den nye vandresti.

Der er både mulighed for en kort tur på ca. 3 km. og en længere tur på ca. 6,5 km. 

På ruten møder du et skilt hvor du kan vælge den korte vej eller fortsætte ad den længere på ca. 6,5 km.

Den korte rute er let tilgængelig, da størstedelen går på brede spor og grusvej.

Ruten på 6,5 km. går i et mere udfordrende terræn og er et smallere spor. Desuden rammer ruten på 6,5 km. rød rute / Vegebjergruten ved klitplantørstenen i Nystrup. Herfra kan man vælge at gå den røde rute for at få en samlet gåtur på ca. 11km. Der er også et nyetableret udsigtspunkt ved klitplantørstenen, hvor man kan gå op på og se udover heden og havet.

Tak for et godt samarbejde med Stivogterne, som er en del af Nationalpark Thy Venner. 

På ruten kan du møde en vejvisningspil på et træ, hvilket skyldes, at ruten føres igennem spændende områder, hvor det ikke er muligt / ønskværdigt at opstille pæle.