Naturstyrelsen skaber bedre rammer for kvæget i Mols Bjerge

Kvæget i Mols Bjerge får i den kommende tid større folde, så de bedre kan søge læ, ly og tørt leje. Det betyder, at én af vejene i området lukkes for motoriserede køretøjer, men fortsat er åben for ryttere, cyklister og besøgende til fods.

Naturstyrelsen Kronjylland tilpasser løbende driften af området, så den passer til den ønskede forvaltning. Det betyder, at Naturstyrelsen ændrer i hegnsføringen i Mols Bjerge i en række folde for at muliggøre helårsgræsning flere steder. Ændringerne vil sikre et endnu større og mere varieret fødegrundlag i de respektive folde og samtidig skabe endnu flere muligheder for dyrene ift. at søge læ, ly og tørt leje.

Ændringerne fremgår af nedenstående kort. Et eksempel på sammenlægningen er de to folde med navnene Tremose og Fårehus, som lægges sammen til én fold.

Et andet eksempel omfatter foldene Toggerbo nord, Toggerbo syd og Helligkilde. Denne ændring medfører samtidig at færdsel på skovvejen nordvest for Trehøje forbeholdes ikke-motoriseret trafik.

Ingen betydning for ryttere, cyklister eller besøgende til fods

Sammenlægningen af foldene har ikke betydning for øvrig færdsel, da skovvejen opretholdes, og der fortsat er mulighed for færdsel på vejen til hest, på cykel, til fods mv.

På nedenstående kort er vist de kommunale veje med orange farve. Som det fremgår vil der fortsat være flere gode muligheder for at køre i fx bil til Trehøje.

Naturstyrelsen forventer, at ændringerne på skovvejen gennemføres i løbet af 2025. De øvrige sammenlægninger af foldene vil ske, når det passer ind i forvaltningen. De øvrige tiltag ændrer ikke på adgangsforholdene og der vil blive opsat låger mv, hvor eksisterende stier går igennem foldene. Derudover er der også gode muligheder for at benytte stier og veje uden for foldene, hvis man foretrækker det.

Hvis du har spørgsmål til arbejdet med sammenlægning af folde, er du velkommen til at kontakte os på KJY@nst.dk