Oplev urskovens historie

Oplev urskovens historie i splinterny udstilling i den gamle lade ved Valborup Skovridergård midt inde i Bidstrup Skovene

Den 24. oktober blev udstillingen ”Urskovens historie” indviet. Udstillingen fortæller vores skoves historie fra sidste istid og til i dag i tegninger og ord, lys og lyd, knogler og kranier.

Udstillingen er åben for børn og voksne året rundt fra klokken 8 – 18. Porten åbner, når man går hen imod den.

Livet efter isen

Besøg udstillingen og oplev, hvad der skete efter at isen trak sig tilbage og efterlod sig vidtstrakte stepper, som stille og roligt blev indvandret af dyr og planter og stenaldermennesker på jagt. Mammutter, uldhårede næsehorn og sabelkatte får fortalt deres historier, så børn og voksne kan glæde sig over den betagende fortælling om dem og de mange andre forskellige arter, som gennem tiden har levet lige her i vores område.

Adgang

Udstillingen ligger i den gamle lade ved Valborup Skovridergård, inde i Bidstrup Skovene, på adressen på Skovvej 40, 4330 Hvalsø. Man kan ikke køre i bil helt til udstillingen, men der er nem adgang ad skovveje, f.eks. ca. 1,5 km fra parkeringspladsen ved Hvalsø nær hundeskoven, eller 1,75 km fra parkeringspladsen på Lerbjergvej nær Lerbjergtårnet.

Hvem har tænkt og bygget

Udstillingen er støttet af Nordea-fonden. ”Urskovens historie” er blevet til i et samarbejde mellem Nationalpark Skjoldungernes Land, Naturstyrelsen og et kompetent hold af udstillingsdesignere med forskellige kompetencer:

  • Torden & Lynild: Designbureau, som udvikler nyskabende udstillingsdesign til en lang række museer i Danmark og Norge.
  • Kurtzweil: Udstillingsentreprenører med både tegnestue og fysisk produktion.
  • Stouenborg: Lysdesign og lyddesign.
  • Skibby Produktionsskole.
  • Eilsborg El ApS, BOHS El-Service og mange andre dygtige mennesker

© Fotografer: Ard Jongsmo og Ole Malling