Af Peter Braüner Degnbol
Det er lørdag den 6. september, og klokken har lige slået otte, så nu flokkes alle om Morten Elmeros – eksperten i flagermus fra Aarhus Universitet. Han står under gavlen ved hovedbygningen og venter på de sidste, der trasker målrettet gennem gårdspladsens grus.
De hvide herregårdsbygninger lyser op i aftenrøden, og i skæret er svalerne ved at finde ly for natten. Indtil for et øjeblik siden legede flere af børnene tagfat. Nu er de alle fanget af ekspertens ord.
“Flagermus flyver jo og skriger hele tiden. De skriger bare så højt, at vi ikke kan høre det.” Til ordene rækker han et mystisk apparat i vejret og forklarer, at man med det kan høre alle de flagermuslyde, der ellers ville være umulige at høre.
“I Danmark har vi atten forskellige flagermusarter, og her i Fussingø har jeg fundet otte. De lyder forskelligt, jager forskelligt og kommer i forskellige størrelser. Fx jager brunflagermus højt på himlen, ligesom svaler, imens damflagermus flyver lavt og fanger insekter over søer.”
“Men støder de ind i os?” spørger en forælder bekymret. “Jeg har hørt, de kan have rabies,” siger en anden uroligt.
Imens flagermuseksperten besvarer spørgsmål, synker solen længere ned bag skoven, og samtidig bliver børnene utålmodige. Et par stykker sniger sig væk og kommer tilbage med græsstrå – “for at tilkalde flagermusene,” forklarer de, og puster i stråene, så de voksne må holde sig for ørene.
“Lad os komme afsted,” siger eksperten endelig.
Så er det nu. Himlen er klar og mørkeblå. Der er uendelig meget plads til flagermusene. Og deres lyde, deres ultrahøje lyde, dem har eksperten lovet at indfange.
Turen går ud gennem herregårdens sorte portlåger, ud på vejen, der snor sig mellem egene.
En flok gråænder suser henover forsamlingens hoveder. “Se! Der kommer de!” udbryder børnene begejstret og peger og gætter på flagermus overalt. De voksne griner overbærende og varmt – som om ingen af dem havde tænkt det samme.
Latteren spreder sig på engene langs vejen og forsvinder i mosekonens bryg.
Og så, under et træ, så forfaldent og gammelt, at man bliver i tvivl, om det stadig er i live, standser eksperten langsomt op. Det er, som om han har noget på fornemmelsen. Han ser sig eftertænksomt om. Folk hvisker. Der er stille.
Shh… forældrene tysser på børnene.
“Der var den!” udbryder han og stritter med hele sin krop som en pil.
“Hvor? hvor?” Publikum vender og drejer sig.
Det mystiske apparat slår ud – med høje klik og sonarlyde, der minder om delfiner under vand.
“En troldflagermus, det er en troldflagermus,” siger eksperten og peger højt oppe over den blanke engsø, så alle kan se den sorte skikkelse på himlen.
“Den bevæger sig med tredive-fyrre kilometer i timen. Man kan kende den på frekvenserne,” forklarer han. “Forskellige arter skriger med forskellige intervaller. På den måde kan man skelne dem fra hinanden.”
Hvor gammel er en gammel flagermus, egentlig? spørger en lille stemme ved hans side. Godt spørgsmål, svarer han, og tager sig tid til at komme med en grundig forklaring.
Pludselig opstår der kaos.
“De kravler over vejen! De kravler over vejen!” råber børnene bekymret. Lommelygter og pandelamper bliver tændt, og en stime af salamandere lyser op i mørket. Straks stimler børnene sammen om dyrene og samarbejder om at få dem sikkert over vejen.
Imens står månen op i sølv og strækker sig henover natten, og fjerne dybe brøl fra krondyr glider som bølger gennem landet.
Et bjerg af tunge, dunkle træer tårner mod himlen, hvor vejen ender. Og helt derind i det mystiske mørke fører eksperten nu flokken. De går med deres lygter og lyser og hvisker og leder efter liv i træernes kroner.
Efterhånden svinder skæret fra lyskeglerne ind, og til sidst smelter stemmerne sammen med skoven.