Årets høslæt i Småsøerne finder sted den 26. august 2026 kl. 8.00-15.00 - tilmeld dig hos Simone Windfeldt-Schmidt, swind@nst.dk.
Mellem Ganløse Eged og Krogenlund Skov snor en tunneldal sig gennem landskabet. Her ligger Småsøerne – en lille naturperle med en helt særlig artsrigdom af planter.
Småsøerne rummer nemlig den sjældne naturtype ekstremrigkær. Det lyder måske ikke umiddelbart som noget, der får pulsen til at stige, men for botanikere er området noget nær en skattekiste.
Kommer man forbi i maj, kan man opleve engen dækket af lilla maj-gøgeurt – en fin og fredet orkidé. Her vokser også vibefedt, en af Danmarks få kødædende planter, hvis klæbrige blade fanger små insekter. Og mellem de øvrige planter står den fine, lyserøde melet kodriver, som findes talrigt her – et efterhånden sjældent syn i den danske natur. Men den særlige flora kommer ikke af sig selv.
Småsøernes planterigdom skyldes blandt andet, at der siver kalkrigt grundvand frem. De fugtige kalkrige i kombination med, at arealet holdes lysåbent skaber gode betingelser for de sjældne planter.
Til gengæld er de ikke meget for krat og høje græsser, som tager sollyset.
Hvis engen ikke bliver slået eller afgræsset, vil den gro til. Buske og træer vil indvandre, og de lyskrævende planter vil få sværere ved at klare sig. Derfor er høslættet en vigtig del af naturplejen i Småsøerne.
Hvert år går Naturstyrelsen og frivillige derfor sammen om at slå engen med le. Det afslåede materiale fjernes for at holde niveauet af næringsstoffer lavt, og senere på sæsonen kommer Galloway-kreaturer til for at græsse området af.
Du kan være med!
Både nye og erfarne frivillige er mere end velkomne til årets høslæt i Småsøerne. Der vil blive slået med le fra kl. 8.00 til 15.00, men du behøver ikke nødvendigvis være med fra start til slut – du er velkommen til at deltage i det omfang, du kan og har lyst til.
Undervejs får du mulighed for at lære at bruge en le, høre mere om områdets særlige botanik og blive klogere på naturpleje. Og så er der selvfølgelig rig mulighed for en god snak med andre, der holder af naturen.
Så tag arbejdshandskerne på, kom med ud i engen og giv en hånd med. Måske går du hjem med lidt ømme arme, nye botaniske bekendtskaber – og en knivskarp le-teknik.
Vi glæder os til en dejlig dag i Småsøerne.