Nye friluftsmuligheder i Sydvestsjællands natur

Den første september markerer Naturstyrelsen sammen med Slagelse, Sorø og Næstved Kommuner, at friluftsprojektet På sporet af Sydvestsjællands natur nærmer sig sin afslutning. Det gør vi med et event på Kongskilde Naturcenter den 1. september 2026 fra 17 til 19. Alle er velkomne.

To nye ruter er nu skiltet. Rute 58 går gennem alle tre kommuner. Rute 581 er en lokal rute fra Sorø By til Kongskilde ved Tystrup Sø og retur til Sorø. Rute 88 og rute 6 er eksisterende ruter (Munkevejen og den nationale cykelrute Esbjerg-København)

Slagelse, Næstved og Sorø kommuner har i samarbejde med Naturstyrelsen gjort det lettere at komme ud i naturen i det smukke sydvestsjællandske landskab. Der er lavet nye ruter, der binder eksisterende ruter sammen, nye lokale rundture og ikke mindst forbedrede pausesteder på vejen. De fleste ruter er cykelruter, men det er også muligt at vandre på mange af ruterne. Ruterne er skiltet, så det er nemt at finde rundt. 

En del af projektet har også været at komme ud i naturen og bevæge sig. Særligt for børn. Der er lavet to natureventyr ved Kongskilde Naturcenter, og her kan man også låne legekasser. 

- Naturen er en integreret del af Sorø Kommunes DNA. Vi ser frem til at naturstierne bliver indviet, og at vi med åbningsarrangementet og projektet er med til at skabe synlighed for, hvilke muligheder der er for borgere, at være aktive i naturen - enten på egen hånd, eller som en del af et fællesskab, siger idrætskonsulent i Sorø Kommune Sebastian Bruun Søndergaard. 

Den første september bliver der tændt op i bålfadene, og man kan prøve fx natureventyret ved Kongskilde, deltage i naturkreaværkstedet eller prøve livet som edderkop.

I løbet af projektperioden blev lokalråd i de 3 kommuner indbudt til at bidrage med ønsker og forslag til ruter. 

- Med projektet har vi gjort det lettere at komme ud og opleve naturen, både lokalt og på tværs af kommunegrænser. Jeg er særligt glad for, at følgegruppen og lokale aktører har bidraget med vigtige input undervejs. Det har givet os løsninger med lokal forankring, samtidig med, at vi sammen med Naturstyrelsen, Sorø og Næstved Kommuner har skabt et mere sammenhængende net af stier og ruter på tværs af Sydvestsjælland, siger formand for Erhvervs-, Udviklings- og Landdistriktsudvalget Karin Tellerup (C), Slagelse Kommune. 

De tre kommuner har bl.a. sørget for at afmærke en ny rute gennem alle tre kommuner, rute 58. Sammen med naturstien Fodsporet giver det en rundtur, hvor de mange forskellige landskaber i Sydvestsjælland kan opleves. Alle ruter og pausesteder vil være tilgængelige på friluftsportalen udinaturen.dk. Det giver mulighed for selv at planlægge sin tur ved at kombinere forskellige ruter. 

 - I Næstved Kommune har alle let adgang til at dyrke friluftslivet og opleve de fantastiske landskaber, uanset hvor du bor. Vi arbejder hele tiden på at gøre udelivet mere attraktivt for flere. De nye cykel- og vandreruter spreder sig længere ud i kommunen, og dermed kan endnu flere borgere og besøgende få glæde af naturen. For eksempel kan man nu udforske områderne nord om Tystrup-Bavelse søerne fra Skelby og gennem Glumsø fra en helt ny rute eller udforske kysten og Susåen i kano eller kajak via ni nye skiltede kystpladser, siger Marc Hvenegaard, Teknik- og Klimaudvalget i Næstved Kommune. 

For 15 år siden indviede Naturstyrelsen, Slagelse og Næstved Kommuner naturstien Fodsporet, som er anlagt på en nedlagt jernbane mellem Slagelse, Næstved og Skælskør. Fodsporet er nu en del af et større netværk af cykel- og vandreruter. 

-  Det har været en fornøjelse at arbejde sammen med de tre kommuner i Sydvestsjælland. Nu har vi sammen forbundet Fodsporet med det flotte landskab ved Tystrup Sø, og det er muligt at tage små eller større rundture, fortæller skovrider Jane Skov Lind fra Naturstyrelsen. 

Projektet er støttet af Nordea-fonden med 2,5 mio. kr. Nordea-fonden støttede også anlæg af Fodsporet, der blev indviet i 2011. De tre kommuner og Naturstyrelsen bidrager tilsammen med ca. 4 mio. kr. 

Yderligere oplysninger:

Michael Krogh mikro@naestved.dk 25450467, Næstved Kommune 

Anne Sofie Nielsen, annsonie@slagelse.dk, tlf. 30564376

Line Magnussen lsma@soroe.dk 57876348 og Sebastian Bruun Søndergaard sesp@soroe.dk, tlf. 24814679, Sorø Kommune

Elly Andersen eland@nst.dk 22496545, Naturstyrelsen Storstrøm

Kort over eksisterende som nye ruter og pausesteder. Ved at kombinere Fodsporet rute 50 med den nye rute 58 kan man tage en rundtur i alle 3 kommuner.

I samarbejde med ...

Støttet af ...