Pastinakken udvikler en lang pælerod, der kan hente vand dybt nede i jorden. Derfor står planten ofte grøn og saftig, selv i de tørre somre, hvor mange andre planter visner hen. Netop derfor kan den virke fristende at plukke til en buket – men Naturstyrelsen advarer mod at røre den.
Selvom den tager sig flot ud i en selvplukket buket, bør man lade den stå. Plantesaften er nemlig giftig, og kommer den på huden, kan sollys udløse en kraftig hudreaktion, der kan minde om en skoldning fra kogende vand.
Pastinakken er i familie med den velkendte bjørneklo og indeholder – ligesom den – de giftige stoffer furanocoumariner, dog i lavere koncentrationer. Stofferne gør huden ekstremt følsom over for sollys. Får man saft fra planten på huden, sker der ikke nødvendigvis noget med det samme. Men så snart området udsættes for sollys, aktiveres stofferne, og resultatet kan være et smertefuldt udslæt med rødme, kløe og væske fyldte blærer.
Heldigvis er pastinakken forholdsvis let at kende, når man først ved, hvad man skal kigge efter. De karakteristiske gule blomsterskærme gør, at den sjældent forveksles med andre almindelige danske planter.
Er man uheldig at få plantesaft på huden, bør man straks skylle området grundigt med vand. Derefter er det vigtigt at beskytte huden mod sollys, da lyset kan aktivere giftstofferne og forværre skaden. Oplever man kraftige symptomer eller omfattende blærer, bør man kontakte sin læge.
Et naturligt forsvar
Pastinakkens giftstoffer er ikke udviklet for decideret at skade mennesker, men som et effektivt forsvar mod plantens naturlige fjender. Planter har deres rødder begravet dybt i jorden, og står dermed som et ubevægeligt tagselvbord for større og mindre dyr, insektlarver m.m. Og når man ikke kan tage rødderne på nakken og flygte, må man beskytte sig på anden vis.
Brændenælden forsvarer sig eksempelvis med sine brændhår, som sprøjter irriterende stoffer ind i huden på dyr og mennesker, der rører ved den. Andre planter – såsom gyldenris – kan udskille kemiske stoffer i jorden, som hæmmer væksten af konkurrerende planter. Bidende ranunkel indeholder giftige stoffer, som gør den uattraktiv for planteædere. Andre arter opsætter en fysisk barriere frem for et kemisk forsvar og bruger torne og pigge som afskrækkelse – blandt andet tjørn, tidsel- og brombærarter.
Planters forsvar er således et resultat af mange tusindervis af års evolution, hvor de – uden mulighed for at flygte – har udviklet effektive måder at beskytte sig mod både planteædere, sygdomme og konkurrenter.
Det er blandt andet derfor det er så vigtigt, at man kender til de planter man rør ved eller spiser.