Seismiske undersøgelser omkring Fussingø og på Fussing Sø

Der foretages opmålinger i løbet af januar og februar både på land og i Fussing Sø.

I den kommende periode kan du støde på vibrationskøretøjer på land eller aktivitet på søen. Dette er en del af en større undersøgelse af undergrunden i området mellem Randers og Hobro. Det skal undersøges, om området egner sig til at etablere et CO2-lager. Undersøgelsesområdet, der strækker sig over næsten 500 km2, er udpeget af Energistyrelsen som særligt egnet til lagring af CO2. Det er nødvendigt med et stort undersøgelsesområde, hvis man ønsker et præcist billede af undergrunden i 2-3 km dybde. I 2024 fik Harbour Energy sammen med INEOS Energy og Nordsøfonden licens til at undersøge muligheden for at etablere et sikkert og effektivt CO2-lager i området.

Du kan læse mere om projektet her: www.greenstore.dk

På land vil undersøgelserne omfatte kørsel med vibrationskøretøjer, som sender vibrationer ned i jorden. Vibrationerne opfanges af små geofoner, som udlægges til fods i et netværk i områderne. På land vil der enkelte steder gennemføres små sprængninger i ca. 18-20 m under jordoverfladen. På Fussing Sø sejles der med en mindre båd over samlet set 2-3 dage. I forbindelse med undersøgelserne på søen, må der ikke bades. Der vil blive skiltet og informeret om dette de pågældende dage.