Den 11,6 kilometer lange vandrerute Perlen Bølling Sø, som blev indviet den 28. juni, har netop modtaget sin certificeringsrapport fra Deutsches Wanderinstitut. Ruten lever op til kravene for Deutsches Wandersiegel og er dermed officielt certificeret som premium vandrerute.
Med 87 oplevelsespoint placerer Perlen Bølling Sø sig som den næsthøjest vurderede premium vandrerute i Danmark. Kun Klintekongens Rige ved Møns Klint opnår en højere score.
Certificeringen er en international blåstempling af rutens kvalitet. I rapporten fremhæver Deutsches Wanderinstitut blandt andet de naturnære stier, den store variation mellem sø, skov, eng og mose samt den gennemarbejdede formidling af områdets natur- og kulturhistorie. Rapporten roser desuden rutens afmærkning, hvor skiltningen med pæle, piktogrammer og kilometerangivelser vurderes som særligt vellykket.
En del af Hærvejens Perler og Danmarks Naturstier
Perlen Bølling Sø er både en del af Hærvejens Perler og Danmarks Naturstier. Hvor Hærvejen er en langstrakt rute fra nord til syd, er en Perle en lokal rundtur med start og slut samme sted. Konceptet gør det nemt at opleve et særligt naturområde uden at skulle planlægge transport tilbage til udgangspunktet.
Med optagelsen i Danmarks Naturstier er Perlen Bølling Sø samtidig blevet en del af et voksende landsdækkende net af naturskønne, godt afmærkede og velformidlede vandreruter. Ruterne er samlet på Udinaturen.dk, hvor besøgende kan finde inspiration, planlægge deres tur og få praktiske oplysninger om blandt andet parkering, faciliteter og overnatning.
Perlen Bølling Sø er udviklet i et samarbejde mellem Naturstyrelsen, Ikast-Brande Kommune, Silkeborg Kommune, Museum Midtjylland og lokale frivillige med støtte fra Nordea-fonden.
Fakta om Perlen Bølling Sø
- 11,6 km lang vandrerute.
- Rundtur omkring den genskabte Bølling Sø.
- En del af Danmarks Naturstier.
- Certificeret som Premium Wanderweg af Deutsche Wanderinstitut.
- Formidler områdets natur- og kulturhistorie gennem blandt andet lyttestationer, kikkerter og skilte.