Drømmer du om en sommerferie med åbne vider, fuglesang, stjernehimmel og bålkaffe? Så er der gode muligheder for at tage rygsækken på og opleve naturen helt tæt på.
Naturstyrelsen Thy har etableret 21 shelters langs Nordsø ruten fra Lodbjerg til Tranum. Det betyder, at du nu kan planlægge en flerdages vandretur, hvor der typisk er 15-20 kilometer mellem hver shelterplads - en oplagt dagsmarch gennem nogle af Danmarks smukkeste klit- og hedelandskaber. Shelterpladserne gør det nemt at opleve naturen i dit eget tempo, uanset om du er erfaren vandrer eller blot har lyst til en enkelt nat under åben himmel med familie og venner.
Du finder alle shelterpladserne – og kan planlægge din tur – på www.udinaturen.dk, hvor du også kan se faciliteter, booke de pladser, der kan reserveres og finde inspiration til din næste nat i naturen
Og som altid opfordrer vi til at følge de skandinaviske friluftsnormer: Giv plads til dem, der søger ly, efterlad altid brænde til den næste og husk at tage dit skrald med dig.
Vi ønsker alle en fortsat god sommer og håber, at mange vil benytte lejligheden til at opleve Danmarks vildmark helt tæt på.