Foråret er på vej, og Naturstyrelsen fejrer sammen med Klimaskovfonden Skovens Dag ved at invitere danskerne ud i vores nye skove.
I Sperrestrup Skov ved Ølstykke er træerne endnu ikke gamle og tykke, men skoven er allerede i gang med at finde sin form. Det kan du opleve, når Naturstyrelsen og Egedal Kommune inviterer til Skovens Dag med Grøn Trepart lørdag den 21. marts.
Arrangementet foregår fra kl. 10 til 14 ved Maglehøjvej 42 i Ølstykke, hvor både børn og voksne kan gå på opdagelse i den unge skov.
Skovens Dag bliver i år holdt under temaet ”Vores nye skove”. I Grøn Trepart er et stort arbejde sat i gang med at plante meget mere ny skov, hvor der i dag er landbrugsjord eller åbent landskab. Skove bidrager til et bedre klima og vandmiljø, rent drikkevand, levesteder til dyr og planter og flere naturoplevelser tæt på os alle. Naturstyrelsen rejser 20.000 hektar ny statsskov – svarende til et areal på størrelse med Møn.
Sperrestrup Skov blev plantet i slutningen af 90’erne og er en ung skov i udvikling.
- En skov behøver ikke være flere hundrede år gammel for at være en rigtig skov. I Sperrestrup Skov står træerne allerede højt og tæt, og området er fuldt af liv. Her kan man se, hvor langt en skov kan udvikle sig på 30 år, siger Agnete Thomsen, skovrider i Naturstyrelse Hovedstaden.
Bål, fuglekasser og naturbingo
På Skovens Dag i Sperrestrup Skov kan de mindste gå på opdagelse efter forårstegn i naturbingo. Man kan også bygge en fuglekasse og tage den med hjem eller hænge den op i den nye skov.
Der bliver tændt bål, hvor man kan bage pandekager, og besøgende kan prøve kræfter med snittekniv og sav. Samtidig fortæller Egedal Museum om landskabets historie og om, hvordan området har udviklet sig fra åbent land til ny skov.
Aktiviteterne er bemandet af naturvejledere, skovfolk og formidlere, som undervejs fortæller om naturen og arbejdet med at etablere nye skove.
Arrangementet er gratis og kræver ikke tilmelding.
Skovene byder på oplevelser fra første dag
Mange af de nye statsskove, der bliver plantet i disse år, vil, når de er etableret, blive drevet som urørt skov og i vidt omfang få lov til at udvikle sig frit. På den måde opstår der med tiden nye levesteder for et rigt dyre- og planteliv. Samtidig giver de nye skove flere danskere mulighed for naturoplevelser tæt på, hvor de bor.
Der er dog ingen grund til at vente med at besøge de nye skove – allerede fra dag ét byder de på oplevelser, for skoven er hele tiden i forandring.
Tid og sted
Sperrestrup Skov
Maglehøjvej 42
3650 Ølstykke
Lørdag 21. marts 2026
Kl. 10.00–14.00