Naturen får mere plads: Nu er forvaltningsplanen for den urørte skov i Østerild Klitplantage endelig

Nu er forvaltningsplanen for de knap 35 ha urørt skov i Østerild Klitplantage færdig og klar til at blive udført. Det betyder blandt andet, at der kommer mere lys i skoven og mere plads til vores hjemmehørende træer og buske, hvilket vil være til glæde for en række vilde dyre-, plante- og svampearter.

Naturlige processer genopstår, græssende kvæg finder føde ved skovenge og i skoven og invasive træarter bliver fjernet. 

Dét er indholdet i forvaltningsplanen for den urørte skov Østerild Klitplantage, som netop er blevet færdig og klar til at blive udført. Planen sætter rammerne for, hvordan naturen skal gøres vildere – og næste step bliver at gennemføre aktiviteterne.

Træerne bliver gamle.

I de urørte skove er den kommercielle træproduktion ved at blive udfaset – hvilket betyder, at træerne får lov til at blive ældgamle og mosbegroet. Da skovene længe har været designet til skovdrift, er det nødvendigt med en vis naturgenopretning af områderne. 

Derfor vil Naturstyrelsen Thy også arbejde i Østerild Klitplantage over den kommende periode. Her vil vi blandt andet fælde invasive nåletræsarter, som har få arter knyttet til sig, så der bliver mere plads til at vores hjemmehørende træer og buske kan brede sig.   

Planen for Østerild Klitplantage er kun én ud af 40 forvaltningsplaner for urørt skov, som er klar til at blive udført på landsplan. Planerne dækker blandt andet Himmelbjerget i Midtsjælland, Rø Plantage på Bornholm, Skovene på Nordlangeland i Fyn og Danstrup og Krogenberg Hegn i Nordsjælland. 
Høringssvar fra 113 respondenter på landsplan. 


De 40 forvaltningsplaner var i høring fra den 3. juli til den 11. september 2025. I alt kom der høringssvar fra 113 respondenter:  borgere, interesseorganisationer, kommuner, statslige myndigheder og andre parter – hvoraf tre høringssvar blev indsendt på forvaltningsplanen for Østerild Klitplantage.


Forvaltningsplanerne for urørt skov på statens arealer er et led i udmøntningen af Natur- og Biodiversitetspakken fra december 2020. 

Her blev afsat 888 mio. kroner til blandt andet at udlægge mere urørt skov - og dermed have op imod 75.000 hektar urørt skov, hvoraf op til ca. 70.000 ha er på statslige arealer.

Yderligere oplysninger:

Anna Toft Pedersen 
Naturforvalter | Thy 
22 22 16 43 

antpe@nst.dk