Det blev en festdag for både store og små, da Naturstyrelsen, Egedal Kommune og lokale ildsjæle gik sammen om at give byen en skov med navnet Veksø Skov . På få timer kom alle 1.500 træer i jorden, og mere end én hektar blev plantet til.
En særlig tak skal lyde til Veksø Borgerlaug og Veksø Skovrejsningsråd, som gennem et stort lokalt engagement og et tæt samarbejde med kommunen og Naturstyrelsen har været med til at gøre drømmen om en ny skov til virkelighed. Det var også Veksø Borgerlaug der med smil bød på kaffe og hjemmebag til de travle træplanter.
Natur- og dyrevelfærdsminister Christian Rabjerg Madsen deltog også i plantedagen, hvor han sammen med sine tre børn og kone fik sat en række træer i jorden. Birgitte Neergaard-Kofod Borgmesteren i Egedal Kommune var også flittig med spaden for at skabe skov til kommende borger i kommunen.
Og der var mere end træplantning på programmet. Over 500 pandekager blev bagt over bål, børnene snittede en navnepæl til deres nyplantede træ, og de lokale havde sågar skrevet en sang om den nye skov. Sådan lyder ægte lokalt ejerskab!
Den nye skov ved Veksø er finansieret gennem den statslige pulje til bynær skovrejsning i hovedstadsområdet. Plantningen indgår samtidig i den landsdækkende kampagne Danmark Planter, der sætter fokus på den historiske omlægning af det danske landskab.
Med den grønne trepart er målet at etablere 250.000 hektar ny skov frem mod 2045. Naturstyrelsen skal bidrage med 20.000 hektar i samarbejde med blandt andre kommuner og forsyningsselskaber.
De nye skove skal skabe mere natur, styrke biodiversiteten, binde CO₂ og beskytte vores drikkevand.