Naturstyrelsen mødte lodsejerne til en snak om klima-lavbundsprojektet Ørting og Randlev Moser

Adskillige lodsejere lagde kort før efterårsferien vejen forbi Naturstyrelsens projektvogn Tørvetrilleren for at høre nyt om klima-lavbundsprojektet Ørting og Randlev Moser og få svar på deres spørgsmål.

Projektmedarbejder Hans Moth Kej og ejendomsforvalter Jørgen Juhl Nielsen foran Naturstyrelsens projektvogn Tørvetrilleren efter besøget i Ørting og Randlev Mose.

Naturstyrelsen rykkede kontoret ud i felten, da projektvognen Tørvetrilleren en mild dag i slutningen af september lagde vejen forbi klima-lavbundsprojektet Ørting og Randlev Moser.

Tørvetrilleren fungerer som et rullende kontor, der gør det muligt at tage arbejdet med ud, hvor projekterne finder sted. Denne dag var vognen parkeret hos lodsejer Claus Fenger, der velvilligt havde stillet sin parkeringsplads til rådighed. Her kunne lodsejerne kigge forbi og tale med Naturstyrelsens medarbejdere om projektet og de spørgsmål, der fylder lokalt.

I løbet af eftermiddagen lagde 15-20 lodsejere vejen forbi. Samtalerne handlede blandt andet om projektets fremdrift, hvordan jordfordeling fungerer, og om Naturstyrelsens undersøgelser af natur og beskyttede arter i området hen over sommeren.

Den løbende dialog er vigtig i et projekt, der strækker sig over flere år, og der undervejs kan der opstå nye spørgsmål og behov for at justere planerne.

”Det er vigtigt for os, at lodsejerne føler sig godt informeret og har mulighed for at stille spørgsmål undervejs. Vi vil også gerne høre alle input og perspektiver, så vi sammen kan have en god dialog om projektet og dets videre forløb,” siger Signe Marie Iversen, projektleder fra Naturstyrelsen Søhøjlandet.

Frivillighed og tillid er afgørende

Klima-lavbundsprojekter bygger på frivillighed fra lodsejerne. Derfor er lodsejernes opbakning og tillid til både projektet og processen afgørende for, at projekterne kan realiseres.

Besøget med Tørvetrilleren gav lodsejerne mulighed for at få svar på konkrete spørgsmål og høre mere om, hvor langt projektet er. Samtidig gav det Naturstyrelsen mulighed for at lytte til lodsejernes perspektiver og fortælle om det arbejde, der venter i den kommende tid.

”Jeg deler 100 procent Naturstyrelsens opfattelse af, at en god dialog med lodsejerne er afgørende, hvis vi skal nå i mål med projekterne. I den sammenhæng er gennemsigtighed og overblik to af de vigtigste elementer,” siger lodsejer Claus Fenger.

Miljøscreening fører til nye overvejelser

Klima-lavbundsprojekter tager ofte mange år at realisere. Fra de første undersøgelser til et eventuelt færdigt projekt er der mange trin, der skal gennemføres. Det kræver både grundige undersøgelser, dialog med lodsejerne og tålmodighed undervejs.

I Ørting og Randlev Moser blev der gennemført en forundersøgelse i 2022 - 2023, og arbejdet med de indledende øvelser i forbindelse med jordfordelingen begyndte i 2024. I 2025 og 2026 bliver projektforslaget miljøscreenet af Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø.

Miljøscreeningen er en vigtig del af processen. Den skal belyse, hvordan projektet kan påvirke den eksisterende natur og de beskyttede arter der findes i området. Ambitionen er at skabe bedre vilkår for naturen på længere sigt, men det er samtidigt vigtigt, at det sker under hensyn til den eksisterende natur og de arter, der allerede lever i området.

I Ørting og Randlev Moser har miljøscreeningen peget på miljømæssige udfordringer ved nogle af de projekttiltag, der indgik i forundersøgelsen. Naturstyrelsen arbejder derfor netop nu på at gennemgå tiltagene og finde alternative løsninger, der i højere grad tager hensyn til de lokale naturforhold.

Det betyder, at der går længere tid, inden jordfordelingen kan gennemføres, og projektet i sidste ende kan realiseres. For lodsejer Claus Fenger, er det netop i sådan en situation, at den løbende dialog og åbenhed bliver særlig vigtig:

”Når målstregen rykkes – eksempelvis som følge af en miljøscreening – skaber det usikkerhed og frustration hos lodsejerne. Det giver støj, vi ikke har brug for, frem mod en realisering af projektet. Netop derfor var det så vigtigt, at Naturstyrelsen kiggede forbi med Tørvetrilleren og tog sig tid til at svare på spørgsmål. Det er gennem dialog og gode forklaringer, at vi kan imødekomme den frustration, der hurtigt kan opstå hos lodsejerne,” siger Claus Fenger.

Tak for den gode dialog

Besøget efterlod Naturstyrelsen et indtryk af, at lodsejerne er nysgerrige på projektet og gerne vil følge med i udviklingen.

”Vi sætter stor pris på den interesse og åbenhed, lodsejerne møder projektet med. Der blev stillet mange relevante spørgsmål i løbet af eftermiddagen, og de input, vi får gennem dialogen med lodsejerne, er vigtige for vores videre arbejde. Tak til alle, der lagde vejen forbi projektvognen,” afslutter Signe Marie Iversen.

Læs mere om klima-lavbundsprojektet her.

Projektet skal gavne både klima og natur

  • Klima-lavbundsprojektet Ørting og Randlev Moser ligger i Odder Kommune, syd for Odder, og omfatter cirka 246 hektar lavbundsjord, der i dag enten dyrkes eller ligger hen som natur.

  • Projektet er en del af Lokal Grøn Trepart i Horsens Fjord-oplandet.

  • Når projektet realiseres, vil det bidrage til at reducere udledningen af både CO₂ og kvælstof fra landbruget.

  • Projektet skal samtidig give naturen mere plads og bedre vilkår. Det kan blandt andet gavne beskyttede arter som stor vandsalamander.