Det kan se voldsomt ud, når skovningsmaskiner fælder træerne i et område, og der kun er bar skovbund tilbage. Men for det meste bliver områderne meget hurtigt grønne igen. Det kan man se et eksempel på, ved en af de fotopæle, Naturstyrelsen har sat op på steder, hvor der sker forandringer i naturen.
Fotopælen står ved et sted i Blykobbe Plantage på Bornholm, hvor der er blevet fældet sitkagran for at give plads til en højere artsrigdom. Et skilt på pælen opfordrer forbipasserende til at tage et foto, som sammen med andres billeder med tiden bliver til et såkaldt timelapse, der viser udviklingen på stedet.
Du kan se timelapset i bunden af siden, eller ved at klikke på dette link.
Skov kommer af sig selv
Det ses tydeligt i timelapset, hvordan skovbunden meget hurtigt begynder at blive grønnere. I dag, hvor der er gået lidt over 2,5 år siden træerne blev fældet, vokser der bl.a. ahorn, bøg, kristtjørn og storbladet lind, som er blevet så høje, at de skygger for udsigten fra pælen.
”Danmark er et sted, hvor den naturlige udvikling for det meste natur er, at springe i skov. Derfor vil man langt de fleste steder se, at et areal hvor man har fældet træer, ret hurtigt springer i skov igen. Helt uden at man behøver at plante noget,” forklarer skovfoged Rasmus Munch Marcher fra Naturstyrelsen Bornholm.
Mens Naturstyrelsen tidligere skulle producere træ til savværker og energi, er det i dag en anden opgave, Folketinget har givet styrelsen. Nu skal de fleste af de statsejede skove, som Naturstyrelsen forvalter, i stedet være rigere natur. Steder hvor arter af dyr, planter og svampe, som ellers er i tilbagegang, kan leve.
Farvel til eksotiske træer
Ved fotopælen I Blykobbe Plantage var det nordamerikanske sitkagraner, der måtte vige pladsen for en mere varieret skov, med flere arter der naturligt hører hjemme i Danmark.
Træarter fra andre verdensdele skal så vidt muligt fjernes fra skovene. Danske dyre-, plante- eller svampearter har nemlig ikke udviklet sig i samspil med disse træer. Derfor er der kun få andre arter, der har glæde af dem, sammenlignet med et hjemmehørende træ som eksempelvis eg, bøg eller skovfyr. Dermed bidrager de kun i begrænset grad til en højere artsrigdom. For sitkagranens vedkommende er den desuden på listen over invasive arter i Danmark.
”Fotopælen her blev sat på et sted, hvor vi havde modtaget en del klager over, at træerne var blevet fældet. Vi plejer at svare, at der heldigvis hurtigt bliver grønt og indbydende igen, og nu kan vi også vise et konkret eksempel på, at ja det gør det,” forklarer Rasmus Munch Marcher.
Der fældes færre træer
Naturstyrelsen fælder i dag færre træer, end det var tilfældet, dengang styrelsens opgave var, at producere træ. På Bornholm fældedes der tidligere ca. 21.000 kubikmeter træ om året, i 2026 er der kun tale om ca. en tredjedel af det tal.