Dyr på olden

Sommeren er gået på hæld - landskabet skifter ligeså stille farver, og bladene fra træer og buske begynder så småt at dale mod jorden. Efteråret er her.

Hesteflok

Bladene er ikke det eneste, der falder mod jorden. Det gør dette års olden (frugterne fra eg og bøg – agern og bog) også.

Olden er en vigtig fødekilde for dyrene derude og flere, både mindre pattedyr og fugle, er helt afhængige af denne føderessource for at kunne komme igennem vinteren. Men den gavner også de større dyr og her i blandt de store græssere, som lever hele året på flere af Naturstyrelsens arealer.

Vi oplever en gang imellem borgere henvende sig på grund af bekymring for heste i områder med egetræer, da indtag af store mængder agern kan være giftigt grundet deres indhold af garvesyre eller lignende stoffer. Det har dog som forventet vist sig, at hestene kan bevæge sig i områder med eg og bøg uden at blive syge. Også selvom de aktivt i fødesøgning spiser olden.

På de af vores arealer, hvor heste og kreaturer lever hele året, lever der ganske få individer set i forhold til arealernes størrelse. Der er derfor plads til naturlig fødesøgning, og dyrene har mulighed for selv at bestemme, hvad de spiser, hvornår de spiser og hvor store mængder, de spiser af hvert fødeemne. Det betyder, at de ikke fylder maven med agern, men spiser det sammen med en lang række andre og varierede fødeemner, som blandt andet græsser, urter, vand-/moseplanter, knopper, kviste og andre frugter fra træer og buske, som findes i det landskab, hvor de lever.  

I gamle dage satte man husdyr ’på olden’ i skovene hen på efteråret, da denne rige og gratis kilde til kulhydrater, fedt og protein ikke måtte gå til spilde. Udover den fødeværdi, som olden repræsenterede, var der en anden positiv sidegevinst. Man gjorde også de observationer, at nogle af de dyr, som hjemme på gården havde mistrives, fik det bedre, når de kom ud i skoven. I dag forsker man på det fænomen, at dyr ”selvmedicinerer” sig og instinktivt går efter bestemte fødeemner, som er meget bitre eller endda giftige, måske for at mindske mængden af indvoldsorm.   

Sammen med en mere naturlig flokdynamik og muligheden for at bevæge sig frit over store arealer, er dyrenes mulighed for en varieret fødesøgning med til at højne dyrevelfærden for de store græssere.