Stråsødag version 2.0

Omkring 200 gæster trodsede en lidt ”spændende” vejrudsigt, trak i regntøjet og deltog i den anden udgave af Stråsødagen

Søndag d. 30. august bød bestyrelsen for den kommende Naturnationalpark Stråsø og Naturstyrelsen Vestjylland velkommen til Stråsødag. Det var anden gang arrangementet blev afviklet, og Danmarks Naturfredningsforening, Danmarks Jægerforbund, Dansk Ornitologisk Forening, Æ Skurrehat (svampeforening), Friluftsrådet, Foreningen Ulvetid, Vind Borgerforening og Idom-Råsted Borgerforening var repræsenteret på dagen - og kunne sende de besøgende hjem med mere viden om naturen i Stråsø og lidt godt i maverne.

Naturstyrelsen inviterede til ”artsjagt”, hvor man skulle finde så mange blomster-, træ-, insekt, fugle- og dyrearter m.v. i området. Her kunne man også blive klogere på brugen af smartphone og apps til bestemmelse af arter.

Der var stor interesse for at høre om naturen, landskabet - og hvad der kan forventes i den kommende naturnationalpark.

"Afholdelse af en Stråsødag er og bliver en god måde at være i dialog og mærke, hvad der rører sig i og omkring Naturnationalpark Stråsø", siger formanden for naturnationalparkens bestyrelse Dorte-Pia Ravnsbæk, der også deltog på dagen