Geocaching

Geocaching er en sport, hvor man ved hjælp af en GPS-modtager kan finde "skatte" i naturen.

En person gemmer en cache (skat) et sted og offentliggør koordinater og beskrivelse af stedet på geocaching.com.

Cachen er typisk en vejrbestandig lille beholder som eksempelvis en plasticbøtte, som indeholder en blyant, en logbog og forskellige "gaver" af typisk ingen eller ringe værdi.

Du finder cachen, skriver i logbogen, tager nogle af tingene og lægge nogle andre i cachen. Du logger dit besøg på websitet, så udlæggeren og andre interesserede kan se, du har været der.

Retningslinjer for geocaching

    • Udlægning af en cache på Naturstyrelsens arealer, hvor offentligheden i forvejen har adgang til færdsel, kan ske uden forudgående tilladelse.
    • Udlæggeren af cachen skal senest samme dag meddele Naturstyrelsens lokale enhed, hvor cachen er lagt ud. Bemærk at udlæggeren normalt ikke vil få svar på anmeldelsen, da styrelsen kun undtagelsesvist modtager meddelelser om caches, der kræver reaktion fra Naturstyrelsen. Se dog næste punkt.
    • Cachens lokalisering med videre skal lægges ind på geocaching.com
    • Naturstyrelsen kan straks eller senere reagere og kræve cachen fjernet, såvel i "marken" som på internettet, hvis Naturstyrelsen vurderer, at udlægningen er uhensigtsmæssig. Ligeledes kan styrelsen fysisk fjerne cachen og melde dette straks til geocaching.com.
    • Udlægning og eftersøgning af en cache skal i øvrigt ske i overensstemmelse med de almindelige regler om offentlighedens færdsel på Naturstyrelsens arealer.
    • Særligt om fredede fortidsminder kan oplyses, at e n cache af den beskrevne type uden videre kan lægges  en fredet gravhøj eller gemmes i en stendysse, men en cache må under ingen omstændigheder graves ned i et fredet fortidsminde. Naturstyrelsens lokalenheder kan hjælpe med at lokalisere fortidsminder, eller de kan findes på Slots- og Kulturstyrelsens hjemmeside.

Find fortidsminder på Slots- og Kulturstyrelsens hjemmeside her.

Geocaching på private områder

Hvis "skatten" placeres på et privat område, skal du kontakte ejeren af området og have en forudgående godkendelse.