Svampejagt

Der er spisesvampe i de danske skove hele året, men fra august til oktober finder du flest. Der er specielt gode muligheder for at finde rørsvampe, champignoner og de sidste kantareller. Husk, at der også er mange giftige svampe - spis derfor aldrig svampe, du ikke kender.

Gå på jagt efter svampe

Spiselige svampe

Der er masser af svampe i skoven, som er helt ufarlige og meget lækre. Vi har samlet fem eksempler på spisesvampe , som du kan finde i naturen. De er valgt fordi, de er lette at genkende og fordi, forvekslingsmulighederne med giftige svampe er minimal. Husk på, at er du det mindste i tvivl, om det er en spisesvamp du har fundet, så lad svampen stå. 

Giftige svampe

Selvom der er mange spisesvampe i skoven, er der også nogle, der er giftige og som du derfor skal undgå. Når man er ny svampesamler, kan det være en god idé at tage af sted med en kyndig svampekender. Det er også godt at få fat i en anerkendt svampebog, hvor du hurtigt kan få et overblik over spisesvampene og de gifte svampe. 

Hvornår er det bedst at gå på svampejagt?

Du kan samle svampe hele året, men der er især gode muligheder efter en lang periode med regn. Derfor egner efteråret sig godt til svampejagt. De fleste arter vokser i skoven, men der kan også findes svampe på græsmarker - særligt dem, hvor hestene græsser.

Når du skal på svampejagt...

...er det en god idé at tage en lille kniv med, så du let kan få fat i svampene. Det er også praktisk at have en kurv med, som du kan lægge svampene i. Svampe der ligger i en fugtig plastikpose, rådner nemlig let.

Et godt svampeår er, når vi har haft en lun og fugtig sensommer. Det giver skovbundens svampe optimale betingelser, og der er derfor ekstra mange svampe.

Hvor må jeg samle svampe?

Loven giver dig ret til at indsamle svampe i begrænset omfang  til privat brug – ejeren kan give dig lov til mere.

På Naturstyrelsens naturarealer må du samle de svampe og bær, du ønsker, dog højest svarende til en plastikpose.

På kommunale arealer er der ofte de samme regler som for Naturstyrelsens arealer, men tjek kommunens hjemmeside for evt. særlige restriktioner.

I de private skove må du færdes fra kl. 6 til solnedgang. Færdslen må kun være til fods, og du må kun gå på veje og stier. Du må derfor ikke gå bort fra stierne og ind mellem træerne, selvom at det er der, der oftest er flest svampe. Ophold må ikke finde sted indenfor 150 m. fra beboelses- og driftsbygninger.

Bemærk: Al indsamling til erhvervsmæssig brug kræver altid ejerens tilladelse. Derfor kræver indsamling til brug i fx i hoteller, cafeterier, kroer, forretninger, kursuscenter, torvehaller, markeder m.fl. altid skovejerens tilladelse – uanset hvem ejeren er.

Jan Kjærgaards svampekursus

I videoerne nedenfor tager Naturvejleder Jan Kjærgaard dig med på svampejagt. Husk der også er mange giftige svampe - spis derfor aldrig svampe, du ikke kender.

Kantareller

Rørhatte

Stor trompetsvamp

Tragtkantareller

7 gode råd om svampejagt

  • Spis kun svampe, du kender - er du det mindste i tvivl, så lad dem være.
  • Indtag kun spiselige svampe og undlad at smage på dem, hvis du er i tvivl. 
  • Brug kun friske svampe til madlavning,
  • Begynd altid med en lille portion af en ny spisesvamp. Nogle mennesker er overfølsomme over for svampe, så hvis du kun spiser lidt, så mærker du også overfølsomheden svagt.
  • Spis ikke vilde svampe i rå tilstand. Vilde svampe skal gennemsteges eller gennemkoges.
  • Hvis du har mistanke om svampeforgiftning, så søg læge eller tag på skadestuen. Medbring evt. resterne af svampene eller madrester, så de kan analyseres.
  • Pluk ikke svampe tæt på trafikerede veje eller industri, da svampe absorberer tungmetaller, hvilket er giftigt for kroppen i større mængder.